Vinni Gren Bonde

Sidder på en café i København K.
Nyder langsomt en latte
og betragter de forbipasserende.

I går var der sol.
I dag er her regn.

Med hagen i hånden
og albuen på bordet,
vugger jeg til byens ivrighed.

Hvorfor have så travlt?
Har kapital rykket helt ind i byens sjæl,
så freden ikke længere kan få ro?

“Slowfood – Fast” – råber transferen på frokostbilen,
insisterende efterfulgt af “Landstrygeren – ring døgnet rundt”.

Hvori ligger glæden ved at skynde sig?
Hvad er meningen med travlheden?
Hvilke værdier er det vi jager?

Alt – er en betragtning.
Intet – kommer af det døde.

Vi alle er små rester
af det store hele, der engang gik i stykker.
Vi har lige siden forvildet løbet rundt,
for at finde de skår vi hver i sær passer sammen med.

De skår, der tydeligvis hører til på den anden side af livets krukke,
har vi travlt med at holde afstand til.
Vi glemmer så ofte
– kun alt for ofte –
at vi alle er en del af den samme krukke.
Kun sammen – er vi hele.