Rebekah Gren Bonde

Vi har Sofie (19 år), og hendes kæreste (20 år) hjemme til middag. De bliver begge studenter lige om lidt. De vil begge have et sabbat år. Hvilket både Morten og jeg forstår så udmærket, og tilmed opmuntrer til. Klogt.

De ved overhovedet ikke, hvad “de vil være”. Hvilken retning de vil gå, uddannelses- og jobmæssigt. Forståligt nok.

Morten og jeg har sludret. Vi er en generation ældre end dem. Vi har det stort set på samme måde som de. Jo, vi ved hvem vi er, og langt hen ad vejen også hvad vi vil. Vi er glade for det vi laver. Vi har samme værdier – som de unge to. I de meget store træk. Vi vil nemlig stadig gerne rejse, holde “mini-pensioner”/ orlov, lange ferier, bo (periodisk) i udlandet og have forskellige typer af jobs. Prøve noget forskelligt. Noget, som ikke låser os fast. Noget, som tilfører værdi.

Livet er så skønt og fuld af mange kapitler. Både uddannelsesmæssigt, jobmæssigt, boligmæssigt og retningsmæssigt … Livet er! Jeg vil leve det, mens jeg er her. Ikke se det passere, og tænke, at jeg er blevet for gammel til at uddanne mig, rejse (i lange perioder) og af usikkerhed vælge det – som jeg tror er det smarteste, eller det – som andre gør. Af frygt. Af tryghed.

Jeg er langt fra færdig – med noget … Jeg er ikke bange – for livet. Og livet, er ikke bange for mig.