Rebekah Gren Bonde

Morten og Clara er netop hjemvendt fra Bra Festival. Verdens største ostefestival, som løber af staben hver 2. år i byen Bra, Piemonte (Norditalien). Vores Piemonte. Bra er en hyggelig by på størrelse med Roskilde. Den transformerer sig med boder allevegne, med råmælksoste fra hele verden.

Vi har været på denne ostefestival et utal af gange. Denne gang var det kun Morten og Clara der tog afsted, for hånden på hjertet er jeg faktisk ikke så meget til ost. Det er Kurt heller ikke. Men vi er til Piemonte. Alle fire. Og vi har igennem de sidste 14 år været der 40 gange. Kurt lidt færre …

Piemonte lever i dybet af vores sjæl. Bare vi taler om Piemonte begynder vi at sukke. Vi får hjemvé. Bare vi lytter til Faber (Fabrizio de André, den store Piemonte protestsanger, som desværre er død) får vi tårer i øjnene. Vi kan alle sangene, som er på italiensk, piemontesisk og gammel geunesisk, og børnene kan synge med på dem.

I fredags modtog jeg et foto fra Morten, hvor han og Clara sad på en frokostrestaurant og spiste carne cruda (tatar af HØJ kvalitet fra piemontese kvæg). Der stod en flaske rødvin på bordet, solen skinnede. Clara smilede og hendes store blå øjnene strålede. Hun var på hjemmebane. Hun ELSKER carne cruda.

Straks jeg så billedet blevet jeg flået retur til Bra. Lyden af bestik, et vinglas der stilles på et stålbord, en råbende tjener der slår en latter op og klapper gæsten kærligt på skulderen, lugten fra en osende Vespa, en ung fyr med smøg i mundvigen drikker kaffe på caféen overfor og kvarterets gamle mænd på bænken med stok i hånd og alpehue på hovedet. Sammen ordner de verdenssituationen, præcis som de altid har gjort, hver dag, på denne bænk. Medens deres koner laver simremad hjemme, handler og ordner verdenssituationen over markedets citroner og zucchini – og komplimenterer hinandens børnebørn.

Dét er mit elskede Piemonte.