Vinni Gren Bonde

Tænder stearinlys.

Løsthængende joggingbukser
og alt for meget kakaomousse.

Sådan er livet også.

Gåtur i skoven
i farver
i gråvejr
i Fjällräven
i lørdagens bedste timer
i fred.

Koteletter
uøkologiske
sådan går det
med restskat
skat.

Tænker på etik,
mens jeg lytter til Rim Banna.

En veninde afviser klienter
til trods for pengemangel
hvis det er uetisk
fordi det er nogen hun har datet engang
eller bare skrevet med på dating engang.
Rent mel i posen
er bedre end beskidte penge i pungen.

Jeg tager hatten af
overvejer at lade den gå rundt
beslutter mig for at lytte
til Rim Bannas melankolske sange.

Vejret er gråt i gråt
og rammer den indre tomhed
som altid er der et sted
bag glæde og farver.
Tomhed
ikke elendighed.
Tomhed
ikke ensomhed.
Tomhed
som i ikke-fyldt-helt-op
en tom plet
et tomt lille rum
inde i det store rum.
Det er ikke dårligt
det er måske heller ikke vildt godt.
Det er bare.
Tomt.

Det føles på en underlig måde rart
at mærke denne tomhed.
Bare ikke for tit.
Tomhed betyder plads
til noget andet
noget mere
noget nyt
noget gammelt.
Men det er rart
at bevare det som tomhed.
Det er på en eller anden måde
overskudsagtigt.
Jeg har plads
og råd
til tomhed.

Jeg er ikke bange for den
– tomheden.

Den er grå
som vejret.
En form for farveløs
måske rettere gennemsigtig.
Ligesom ældre mennesker.
De er ikke grimme
uvigtige
mindre værd
bare en slags gennemsigtige.

I virkeligheden er ældre
ja, gamle
interessasnte,
når først der går hul på dem
og de siver af visdom
erfaring.
De ser ofte grå og tomme ud
men er fyldt med farver og oplevelser.
Historier.
Mon de har et rum
inden i
med tomhed?
Synger gråvejret ude
med det grå inde?
Som Rim Banna synger
om sit folks gråvejr?

Hvis jeg var helt fyldt op
og der ingen tomhed var i mig
ville jeg slet ikke have plads
til Rim Banna.

Er vi alle udtryk for Guds tanker?