Rebekah Gren Bonde

I går var jeg hos parykmager / frisør her i Holbæk. Hun så mit hårtab og kunne oplyse mig, at narkose er det allerværste for hår og giver et meget svækket hår og hårtab. Til min glæde kunne hun oplyse mig, at der er masser af nyvækst i hovedbunden på mig, så der er håb for hårets fremtid. Hun anbefalede jeg skiftede hårprodukter. Vi ser tiden an ….

Som altid kom snakken ind på ‘… og hvad laver du så’?

Når jeg fortæller folk, at jeg ikke længere arbejder – og de hører mine børn er 15 og 17 – mener de, at jeg skal være noget for nogen. Altså, nogen andre. Hvis jeg kommer til at fortælle, at jeg i perioder maler og udstiller, skriver digte og blogger eller lægger tarot eller taler med afdøde, så er der ingen ende på, hvad folk mener jeg skal bruge mit liv på. Jeg skal da både være selvstændig, skrive en bog og åbne butik.

NEJ TAK. Jeg forlod arbejdsmarkedet af en grund!

Jeg har aldrig forstået det. Jeg ved ikke, om det er fordi folk forestiller sig, at jeg vasker gulv og løser kryds & tværs og faktisk små-keder mig. At de synes jeg spilder mine talenter. Det gør jeg ikke. Tværtimod giver min livsstil netop ro til at de blomstrer. Uden at jeg er under press for at tjene penge. Men det er rigtigt, at jeg ikke har knaldet en titel op, så man kan pege på og sige: se, hun er forfatter, billedkunstner og clairvoyant! Og det er netop det, mange mennesker har så sivans svært ved. Der skal være et prædikat. En label.

Lad mig slå fast: jeg keder mig a-l-d-r-i-g! Jeg sætter en ære (helt seriøst) i at være hjemmegående, lave mad tre gange dagligt, fra bunden, til Morten, Kurt og mig. Jeg går i byen og handler dagligt, går i flere forretninger, for at få lige det jeg vil lave mad af. Kører hver weekend 50 km for at hente øko råmælk og biodynamiske æg til den kommende uge. Jeg læser – surrealistisk meget – (lige nu ‘The Roadmap’ af David Icke, som jeg varmt anbefaler enhver, der tør udfordre sig selv og sin perception af verden), jeg skriver (og lige nu er det dig, der læser), jeg power walker 8 km dagligt, tager rødlys og nærinfrarød lys, styrketræner, mediterer, følger en række interessante mennesker og bruger rigtig meget tid på at sætte mig ind i det de formidler (herunder David Icke), jeg forsker konstant i optimering af min sundhedstilstand, jeg renser lokum, vasker tøj, tømmer opvaskemaskine og råber ‘så dar maaaaad’ og soler mig på altanen.

Og ja, jeg løser Sudoku.

Jeg lever det liv jeg ønsker, det fedeste liv og jeg er lige der, hvor jeg gerne vil være!

Jeg er allerede noget. For andre og for mig selv. Min familie og jeg.

Jeg fortalte Morten om den søde, friske og dygtige frisør, som – yderst velment – foreslog, at jeg skulle være noget for nogen (underforstået: ikke bare gå rundt derhjemme). Morten har hørt det mange gange og svarede: – Hvad med at være noget for sig selv! Er det ikke godt nok? Iltmasken på sig selv først og fremmest.

Flere af mine veninder arbejder og har sagt, at de ville give deres højre arm for at kunne gå hjemme, ligesom jeg. Havde de mulighed for det, havde de med det samme gjort det. Der er 1000 ting de kunne få tiden til at gå med. Men først og fremmest bare være. Åh, at være. Lytte til fuglene. Sådan rigtigt. Stirre på et blad på et træ.

Kunsten at være, fremfor nødvendigvis at være noget for nogen. Det at være er større end at være noget for nogen. For, at være er en tilstand, hvor at være noget for nogen er en specifik lukket gruppe.

Det, at jeg har et liv, hvor jeg kan være, er for de fleste umuligt at forestille sig. For de, som kan se det, er det drømmen!

Jeg lever min drøm. Jeg er dybt taknemmelig over, at det er muligt. Der skal intet ændres her. Jeg siger tak til livet. Til mit Sande Jeg.