Rebekah Gren Bonde

Bosættelser på Vestbredden skal rømmes totalt
Grænsen skal trækkes op
med en fed mur
Israel for israelere
Palæstina for palæstinensere

Et nyt Palæstina vel at mærke. Med nye og andre grænser,
men er der ikke en grænse?
Er det lykken?
Er det løsningen?
Er den holdbar?
I så fald – for hvem?

Gården i den kristne arabiske landsby i Israel gives jo ikke tilbage til dens oprindelige ejer
Den har ellers været i familiens eje i 531 år
Marshoud har stadig skødet gemt i en kuvert i skabet,
i den elendige, kolde og mørke lejlighed et uvist antal km øst for Jeriko

Bulldozerne kom, soldaterne rømmede byen og fordrev ham og hans familie fra gården,
dér hvor han var vokset op,
hans far var vokset op,
hans farfar og hans far før ham
Her havde de levet i generationer, side om side med muslimer og jøder
– i århundreder
I et multikulturelt middelhavs-knudepunkt
Palæstinensiske folkesange
græsk mad
jødiske legekammerater

Men så kom ’48
En krig var slut,
en anden begyndte
Tak fucking England
Tak fucking Frankring
Og skide USA

Hvordan kan man overhovedet få nogen til at tro på,
at det er helt i orden at bede Marshoud og hans familie om at skride fra arvegården
og slå sig ned et nyt sted – kaldet Uvisheden?
Uden at eje noget
flytte ind i et telt,
som senere blev erstattet med lavkvalitetslejlighed på almisser fra Hamas,
betalt med blod
– hele familien
Også den lille nyfødte Yasmin
Værsgo’ at aflevere nøglerne til gården
Jorden snupper vi sgu også lige i farten
Hvem kan man få til at tro, at det er o.k?
Mig!
Det er da lykkedes
Det er blot et spørgsmål om skriveteknik i historiebøger, medier og folkeskoleundervisningen

Om gården stadig står der den dag i dag, aner Marshoud ikke
Bor der nu en jødisk familie?
Har bulldozeren kværnet den?
– erstattet den med et amerikansk take-away til sultne russiske emigranter?
Småsulten efter hebraisk undervisning? Snup en Subway!
godt krydret med umoralsk dressing og selvfedende usyret brød
nyd den til udsigten over Genezerath Sø
eller spis den i bilen når du holder i kø,
på vej hjem til gaden med alle de ens huse med lyshårede beboere,
som også er ved at lære hebraisk med slavisk dialekt

Mehonit sheli gdol meot
Bensona!
Bevakasha!
Toda FN!

Der skulle gå 50 år før man ikke længere blev kaldt for nazist,
hvis man mente, palæstinenserne var uretfærdigt behandlet af israelerne
Historieundervisning har gjort sit
Medierne har haft deres rolle at spille
Men til sidst blev det for åbenlyst for enhver,
vi måtte tage ansvar!

NU ER det et fyord at sige Israel
Det hedder ikke Jerusalem, det hedder Al Quts
Det er yt at have israelske venner og holde af landet Israel
Jødestjernen er blevet synonym med forbrydelser

Hvem taler om det kollektive mareridt, israelerne lider under dagligt?
Tvunget i hæren i tre år
– for piger
Fire år for drenge
Lige efter gymnasiet,
alle uden undtagelse
Dog er de orto-helt-dokse undtaget,
de har travlt med at bygge bosættelser,
så jøderne bliver hadet endnu mere
af palæstinenserne
af den unge europæer m/k med politisk korrekte holdninger

Disse bosættelser bliver beskyttet af 18-årige soldater
af Sarah og Jakob,
som i øvrigt begge er ateister og meget hellere ville side på uni og læse hhv. havbiologi og jura,
men nej,
du er israeler, det her er din skæbne!
hold vagt på dit checkpoint!
Ingen søvn i 48 timer
Hold dig vågen!
For enhver pris!

Drik cola
ryg flere smøger,
skyd lidt
– Bare ikke falde i søvn…

Træt af din skæbne?
så tag et år til Indien og dyrk yoga, når du har overlevet hæren,
hvis du ikke er knækket inden
eller har bedt din kammerat om at brække begge dine ben på dig,
så du slipper for at deltage i morgendagens massakre i Libanon
Smerten i de brækkede ben er at foretrække
Det er en befrielsens og sødmens smerte,
som du kan have for dig selv og ligge og hygge dig med under tæppet på hospitalet
“Så gør jeg da ikke skade så længe” tænker du
Hellere denne smerte i benene end den i hjertet
Så kan du ligge og glæde dig til, at årene skrider hurtigt frem,
så du endelig kan komme til Indien
og glemme alt om det her helvede

Indien. Landet med andre unge israelere
Ryg hash!
Send det hjem i kæmpe doser godt skjult i de smukke indiske puder
din mor blev så glad for og har sat i sofaen til pynt
Så har du noget at trøste dig med,
når du engang vender hjem til helvede igen,
hvor det eneste højdepunkt, er den tilbagevendende ferie i Dahab med vennerne

Hvert år i oktober
Mere hash,
dykke med delfiner
og blondiner
Her er du også hadet
omgivet af egyptere,
men du har pengene,
så de er venlige og tilbyder billig hash

Her møder du europæiske unge der også ryger hash og snorkler i koralrev,
som hader dig
fordi du er israeler
– derfor
og ikke andet

Det er din skæbne
Hold dig vågen!
For enhver pris!

Unge europæere, som engang syntes du var for fed,
fordi du var israeler
– derfor
og ikke andet
Fordi det var synd for dig efter Anden Verdenskrig
og kun rimeligt at du og dine fik landet Israel,
men det er ikke længere politisk korrekt
Så nu skal man hade israelere

Mon israelerne hader os?
Frankrig
England
USA
FN
Ka de li os?
Ka vi?
Kadima?