Rebekah Gren Bonde

Musikken kom flyvende ind ad livets korridor
og ramte mig,
lige der, hvor koldt og varmt vand mødes.
Det er mellem noderne musikken opstår.

Siden jeg var lille har jeg set mig som gammel.
En skønne dag matcher jeg forestillingen.

Jeg er ikke bange for at dø
eller leve
eller fejle.
Jeg er bange for det modsatte:
at stagnere.

Lidt ydmyghed og tålmodighed er klædelig for enhver
glædelig for enhver
gavnlig for enhver.

Alligevel vover jeg fake-pelsen:
træder vildt og voldsomt i det mudrede pløre.
Sviner mig selv og andre til, derved
– undskylder gerne for handlingen, tilmed.

Hellere det,
end at stagnere
– i angst for at fejle.
Vi lever nu.
Så, hvad gør vi – uh
kære du?

Svaret er lige hér
– i korridoren.