Rebekah Gren Bonde

To af mine læsere har spurgt mig, hvorfor det er så længe siden jeg har udgivet prosadigte. Jeg svarede dem, som jeg skriver her:

Udover det lavpraktiske, at vi er flyttet for få uger siden, og det kræver al energi i sig selv, så er jeg ved at lande i det nye. Ny bolig, ny by, ny skole for min datter og hjemmeundervisning for min søn. Noget, der kræver tid og fokus. Dejlige ting jeg elsker.

Der er mange nye indtryk. Der observeres.

Når jeg sidder ved spisebordet og betragter bylivet ud af vinduet, oplever jeg digtene real time.

En mand går over vejen. Han taler i mobil imens, og smiler over hele hovedet. Hans gang fortæller meget om ham – hvor han kommer fra og hvor han er på vej hen. Jeg ser hans liv for mig.

Jeg har det med digte, som Keith Jarrett har det med sine solokoncerter. Keith fortalte i et interview, at musikken er der, hele tiden. Non stop. Han kan tilgå den, uden at gøre noget for det, bare vælge at åbne. Han hører den. Den er der når han går en tur, kører bil, spiser noget mad lige inden han går på scenen – og når han så går på scenen og sætter sig ved flyglet, spiller han egentlig bare derfra, hvor musikken nu engang er kommet til.

Vi kalder det ‘improviseret’, fordi det ikke er indøvet, nedskrevet eller hørt før. Men musikken er der – hele tiden. Keith evner at tilgå den. Nogen kalder det kanalisering.

Sådan har jeg det med digte. De er der der bare. Jeg øver ikke, skriver ikke kladder. Jeg vælger at åbne, og så skriver jeg bare det jeg ser for mit indre blik. Der, hvor jeg er kommet til. For digtet er der allerede.

– og vil snart kunne ses herinde 🙂