Rebekah Gren Bonde

Min familie og jeg lever faktisk ‘kedeligt’.

Den ene dag ligner den anden. Vi spiser enkelt. Vi har intet TV, har kun én bil – en rusten Citroën C1 fra 2006 – som er købt kontant.

Vi går den samme rute, når vi går tur. Vi har altid det samme tøj på, når vi er hjemme. Har i det hele taget ganske lidt tøj i skabet. Har jeg noget jeg ikke bruger, sælger jeg det. Også selvom det er noget jeg synes er fedt, passer og klæder mig. Humlen er: bruges/ bruges ikke. Alt, jeg har i skabet og på skohylder bruges.

Vi rejser ikke så meget mere, vi går stort set aldrig ud at spise, går ikke i biografen og deltager ikke i diverse fester eller noget, der indeholder ordet ‘fællesskab’ eller ‘høre til’. Vi stifter ingen gæld, køber ikke noget unødigt, følger ikke med og ved ikke, hvem der vandt valget. Vi er fritaget for Mit-ID og digital post, har ikke MobilePay, børster tænder i kokosolie, bruger ikke creme i ansigtet eller sæbe på kroppen og går kun i bad en gang om ugen – resten af ugen etage-vasker vi os.

Jeg tager rød lys og nær-infrarød lys som det første om morgenen, når jeg vågner, mens jeg masserer min hovedbund, masserer fødder med en knop-bold og masserer mit morgenspyt ind i ansigtet – et selvopfundet effektiv skønheds-hack! Enzymer i dit eget morgenspyt er det bedste du kan tilbyde din hud. Jeg vasker mig efter lysterapien. Er der morgensol på altanen, er det prioriteret højere.

Vi drikker hjemmelavet bone broth, ditto ingefær-shots, urte-te og tomatjuice. Alkohol rør vi ikke og kaffe er jeg afvænnet med.

Vi opgraderer ikke, bare fordi der er kommet en ny version af noget, uanset om det er en protokol med kosttilskud, elektronik eller hårprodukter. Virker det vi har, holder vi fast i det. Den fede følelse af noget nyt – og påstået bedre – forsvinder alligevel lynhurtigt. Følelsen afstedkommer i øvrigt en afhængighed, hvorfor man straks vil jage en ny opgradering af noget andet. En evig utilfreds jagt.

Vores søn bliver hjemmeskolet. Vores datter er et år til Colombia, på en katolsk udendørsskole, hvor der kun tales spansk.

Investeren i viden er vigtigere for os end investeren i ting. Viden tager vi med os, og vi giver det videre til vores børn. Viden udvikler os; bevidstgører os. Viden og færdigheder. At lære et nyt sprog, at sy tøj, bygge et skur, klippe hår og læren om pengeskabelsen.

Vi vil hellere skabe noget fremfor bare at forbruge noget. Et maleri, et system, en god relation, en ny billedramme, et skønheds-hack.

Vi har for længst sluppet ideen om at opnå succes. Blive til noget. Være noget. Søge anderkendelse. For vi ved, at vi allerede er noget. Her, i det stille liv, hvor vi kan høre vores egen indre stemme, fordi den ikke er overdøvet af mediernes larm og frygtskabende historier. Af industriens lange arm, der konstant rækker ud efter os, for at rage os til sig.

Her er vi bare.

Der er nok mange, der vil mene, at sådan et liv er røvsygt og super mærkeligt. Det er det måske også. Og Gud, hvor vi elsker det!