Rebekah Gren Bonde

For lidt siden fik jeg en sms fra Morten. I toget så han en fem årig dreng med CI (Cochlear Implant). Han sad sammen med sin mor. Morten gik hen til drengen, satte sig på knæ og talte med ham. Bagefter fortalte han moren, at Anna (Mortens datter på 23 år) også har CI – på begge ører, ligesom hendes dreng.

Morten forklarede, hvordan Anna fik CI som lille, og fik af lægerne at vide, at hun aldrig ville kunne høre regn og hvisken, ligesom hun ikke ville kunne nyde musik. Hun ville få svært ved at lære fremmedsprog, men hun skulle nok lære at tale og høre almindelig tale, næsten som godt som alle andre.

Dertil kunne Morten fortælle, at Anna i dag læser på jordemoderstudiet i København, render til koncerter, taler flere sprog, har udgivet to bøger på engelsk, kan høre stille regn, hvisken – og har i det hele taget et helt og fuldt liv – med CI.

Moren græd så tårerne trillede ned af kinderne, og takkede Morten fra dybet af sit hjerte for denne beretning.

Den mor har måske været i tvivl, eller i hvert fald bekymret for sin døve lille søn, som i en meget ung alder fik indopereret CI, og som nu skulle i gang med at lære at høre og dernæst tale. Nu fik hun ro og vished om, at der er håb, der er muligheder. Hendes dreng har en lys fremtid.

Jeg skyndte mig at svare Morten og bekræfte, at det var godt han gik hen til hende og fortalte alt det.

Tænk, hvis han bare havde trukket dansker-kortet og havde holdt sig for sig selv, intet sagt men bare tænkt: – Nå, der er sørme en lille dreng med CI som Anna har. Sjovt. Så havde den mor ikke fået den historie med sig. En beretning, som kan have kæmpe betydning for hende, og hendes søn. Den mor vil takke Morten i sit indre, hver dag resten af livet. I svære tider vil hun huske tilbage på hans fortælling, og så vil hun atter mobilisere kræfter til at kæmpe med sin søn.

Vi skal tale sammen.

Når jeg står i kø i Føtex og får øjenkontakt med en anden i køen, så smiler jeg og holder øjenkontakten. I 90% af tilfældene får jeg døde øjne retur, intet smil, slet ingen reaktion. Som om jeg er en skærm vedkommende stirrer ind i. Jeg har et par gange overvejet, om de om lidt begynder at swipe i luften foran mit ansigt.

Vi er blevet robotmennesker. Vi er kommet så langt væk fra vores sande natur, som mennesker.

En venindes svigersøn er serber og flyttede til Danmark for to år siden, for at gifte sig med hendes datter. Han er så forundret over danskerne. Når vi skal hente en GLS pakke og står i kø med 97 andre, taler folk ikke sammen og kigger ikke på hinanden – man ville kunne høre en knappenål falde! I Serbien ville folk stå og skvadre. Det ville de også i Italien.

I små haver foran lejligheder og rækkehuse er der tomt, hvor er folk henne? Hvorfor sidder de ikke udenfor og drikker kaffe, taler med naboen over hækken, er sammen med familien?

Jeg kan kun komme i tanker om Finland, hvor den slags stilhed er mere udtalt end i Danmark. Jeg elsker mine finske medmennesker, men jeg kan betro jer, de opfatter mig som ekstrem eksotisk, sådan som jeg smiler – og tilmed kigger dem direkte i øjnene imens. Altså, mennesker jeg ikke kender. Det er varmblodigt!

Det handler ikke om, hvorvidt man er ind- eller udadvendt eller til lange samtaler eller ej. Jeg hader lange skvadder-snakke. Jeg har ekstremt højt brug for alenetid, foretrækker mit eget solo-selskab fremfor selskab med andre, men jeg kan da ikke lade være med at smile til andre og se dem i øjnene, når jeg står i en kø og alligevel venter. Kommentere på en flot frakke, spørge til det brød de har i kurven eller grine med de små børn.

Vi må altså tale sammen. Dele ting sammen. I det øjeblik vi er der! Vi skal ikke vente med den slags, til der er sat kryds i en kalender, hvor vi skal til arrangement, for så at sidde og skvadre i flere timer. Fuck arrangementer! Det er livet, som udspiller sig LIGE NU. Grib det! Det er en foræring. Selv den mest introverte, kan mobilisere et smil og få 10 smil retur. For det er sådan det virker. Vi får 10 gange så meget igen, som vi selv giver. Det breder sig som ringe i vandet. Vær med til det. Start den første ring.

Det er så enkelt!

Få hovedet væk fra den skærm, lad den blive hjemme – eller i tasken. Altså skærmen – ikke hovedet! Vi bliver dumme af at kigge ind i en skærm. Vi blive glade af at kigge på hinanden. Vi beriger hinanden.

Det kan ændre et menneskes liv. Det kan ende med glæde. Ren og uspoleret glæde, som en konstant og rolig vibration i hjertet. En glæde over at være her.

Vær aldrig bange for at gå hen til et andet menneske, og fortæl din historie. Det kan ændre dette menneskes historie. Vil du finde ud af, hvorfor du er på jord, og udleve dit fulde potentiale? Start der!