Vinni Gren Bonde

Som 23 årig fik jeg spørgsmålet af min (dengang) kæreste: – Er der en anden?
Jeg kunne passende have svaret ham: – Er der en første?

Hvis der er en anden, er det oftest fordi der ikke (længere) er en første. At denne er gledet ud.

I 20’erne er vi reaktionære, dummer os, starter forfra og lærer af det. Det er det vi har 20’erne til. Alle kærester jeg har haft i 20’erne, sender jeg en venlig tanke. Nej, en kærlig. Som tak for alt jeg har lært.

Ovennævnte kæreste (vi kalder ham Harry) var en frisk fyr på 30 år med sort humor. Sammen begik vi den dumhed, at jeg solgte min lejlighed og flyttede ind til ham. Vi flyttede ikke sammen. Kvalitativ forskel!

Det meste af mine ting røg i kælderen, det meste af mig blev lukket ned. Der var ikke plads til at indrette os. 90% af møblerne skulle stå som de havde gjort i otte år, ellers fik Harry ondt i maven (hans ord).

Jeg blev trist og jeg blev efter noget tid derfor forelsket i anden, æv bæv. Deraf ovennævnte spørgsmål.

I dag er jeg en gammel rotte, og ville svare som jeg foreslog ovenfor. Dengang var jeg ung, vi skændtes og alt gik i hårdknude. Det endte med han gav mig to dage til at flytte. Han var vred og jeg ville videre.

Og nej, jeg havde ikke været sammen med en anden. Jeg var dagbogs-forelsket i en anden, uden denne selv vidste det, og formegentlig udelukkende fordi der reelt set ikke var en første. En anden og jeg blev kærester, efter jeg var flyttet fra Harry. Hvorfor ikke? Nu var jeg fri og kunne gøre, hvad jeg ville.

Harry var en fin fyr, blev senere gift og fik børn. Han skrev en sød besked til mig flere år senere, hvor han komplimenterede mine malerier han havde fundet på nettet. Vi passede bare slet ikke sammen som par, vi havde vitterligt forskellige indstillinger, til næsten alt. Vi lærte dog begge meget af vores forhold.

Tak til Harry.