Rebekah Gren Bonde

Jeg giver ikke fem flade røvbananer for de såkaldte ledere, som forlanger medarbejderne skal være first movers og håndtere situationer konfliktfrit, og samtidig lade sig presse ned i en kasse, hvor armen ikke kan være der, det ene ben skal hugges af og hovedet er på skrå så det giver hold i nakken.

Medarbejdere skal tænke ud af boksen, dog handle inden for rammerne. Ih guder, kan de ikke selv høre det? De vil have fremsynede innovative astral-rejsende Elon Musk kloner, men disse fri sjæle skal tegne indenfor stregen. De vil ha’ ha’ ha’, uden at levne den plads det kræver, den scene du skal have at boltre dig på.

Det er ikke en pind anderledes i privatlivet…

Familie og venner dikterer din statist-rolle i deres liv. Du må godt være autentisk og DIG, men du skal se invitationen til kobberbrylluppet som et KRAV. Du skal være statist, ind i kassen med dig. Du har bare at være veloplagt, underholdende og charmerede til festen, det er den forventede rolle. Værterne har ikke tid til at sludre med dig til festen, for de har travlt med at være lækre værter, og du skal sidde blandt øvrige gæster, som ikke interesserer dig en skid, og konversere i seks timer+. Jamen, du kan da være anarkist og norm-bryder alt det du vil, bare ikke lige i dag. I dag er du Annis bordherre, og du skal sidde dér.

Vi er alle programmerede og hjernevaskede. Uanset alder, køn og hvor i verden vi er vokset op. Vi har alle fået trukket matrixen ned over os. Den ser forskellig ud fra land til land, men har samme formål. At holde os nede, og på plads. Ofte kan vi ikke se det. Det er i sig selv en del af hjernevasken. Dem, der bryder med det, er for nogen sexede for andre egoistiske.

Når en invitation lugter af et krav, så er det nej tak. Måske kunne det overvejes, men når det er et krav, så er det 100% et nej tak. Kommer der et pres er det 100% sikkert, at det bliver nej fremover, hver gang.