Rebekah Gren Bonde

Denne weekend var der jazzfestival i Holbæk. Morten og jeg trækker vejret gennem jazz, og derfor var der nogle koncerter, der fik vores opmærksomhed.

Snorre Kirke, mine damer og herrer. Norsk født, flydende i dansk tale. Eminent på trommer og til at sammensætte snedige trioer, hvor alle tre kommer til sin ret.

Det jazz kan, som jeg ikke har oplevet i nogen anden genre, er improvisationen. Derfor er jazz bedst live. Der improviseres hele tiden, der ligefrem leges, udforskes og der tages chancer. Publikum er inviteret med ind i denne leg. Derfor er jazzen en levende organisme, hvor der konstant interageres musikere imellem, men også publikum og musikere imellem.

Det er sjovt. Berigende.

Og så kan jazz noget andet. Snorre, som faktisk er en rigtig flot fyr, meget høj, stærk og med de der klassiske norske tænder (nordmænd har virkelig mange tænder), men Snorre ligger ikke under for modens luner. Åh ve, han kan da troppe op i et knivskarpt jakkesæt fra tid til anden, med et snit af den nyeste trend. Han kan snildt gøre det stikmodsatte: Dukke frem i noget, der ligner bæ. Og det gjorde Snorre i lørdags.

Roligt kommer han skridende op ad Ahlgade, i en tyk grånistret stofblazer til et par beige lærredsbukser med meget brede ben, som var 20 cm for korte, med en bund af sorte lædermokasiner som min far gik med i 70’erne. Det er stærke sager, ærede medlemmer! Han hviler i sig selv, og er eminent, fabelagtig jazzmusiker og ligner en ren onkel morfar.

Sådan kan man kun se ud, når man spiller jazz. Enhver anden ville blive stemplet som groft kikset. Ikke Snorre. Han er bare lækker. Overbevisende. Og ikke mindst: Hyggelig.

Er jeg en fan? Det kan du bande på jeg er.

Her på videoen ser han mere strømlignet ud.