Rebekah Gren Bonde

De fleste mennesker holder fast i det de kender, selvom de er utilfredse, fordi det er trygt. De færreste tør begynde at gå, uden at kende både vejen og målet på forhånd. De lægger forkromede planer, udarbejder SWOT analyser og delmål. I virkeligheden er de hundeangste for at tage det første skridt, og derfor gemmer de sig bag planlægning, planlægning, planlægning.

De bilder sig selv og andre ind, at de er perfektionister og derfor skal det være helt 110% inden de kan tage første skridt, mod lykken. Mod ændringen i deres liv. Som kun venter på at blive taget hul på.

Hvad venter vi på?

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg i mit liv har taget de første spæde skridt i en retning, som føltes helt rigtigt, for efter relativt kort tid at blive omdirigeret til en anden vej. Måbende har de nære relationer stået, for hvad var nu det for noget? Jeg sagde jo jeg ville A, og nu går jeg i retning af B.

Glem ‘de andre’. Hvorfor tror du de nogensinde vil forstå dig, når de ikke engang forstår sig selv?

Mine åndelige guides, Gud, mit Højere Selv, Universet – kald du det bare lige det du vil – har klart, tydeligt og i stor kærlighed puffet mig i den rette retning, hvis jeg var ved at gå forkert. Hver gang. Og hvis jeg ikke hørte efter deres blide – men tydelige guidens – blev jeg kørt over af en 16 hjuls lastbil, og lagt ned af sygdom – længe. Og det blev ved at gentage sig, hver eneste gang. Indtil jeg lærte det.

Vi skal ikke være bange for at gå, og tage det første skridt ud i det ukendte. Vi ender det rigtige sted, og vejen derhen er lærerig. Alle pit-stops er nødvendige, samtlige omdirigeringer kærkomne, alle vejkryds vigtige, alle vejchikaner til for justere hastigheden. Vi ankommer til rette sted. Også selvom MÅL feltet ikke nødvendigvis kan spottes, mens du går.

Der findes ikke en omvej. Der findes kun en vej.

Bed om hjælp, og begynd at gå. Bare gå. Så vil du blive guidet det helt rette sted hen. En overordnet plan kan være god. Men en detaljeret plan en hæmsko.

God rejse!