Rebekah Gren Bonde

Hvor mange af os har ikke været ramt af stress? Det har i et par årti været en reel folkesygdom.

Da jeg fik stress for 14 år siden

For 14 år siden røg jeg helt ned med stress. En morgen ikke kunne rejse mig fra sengen af bar smerter. Jeg var helt nede at bide i guldbrædderne og kunne på et tidspunkt hverken læse e-mails eller huske hvad min datter hed. Helt seriøst! En ny mor i børnehaven spurgte, hvad min datter hed. – Karina, svarede jeg. Hun hedder altså Clara.

Jeg var sygemeldt meget længe, og det tog mig to år at komme ovenpå. Dog havde jeg mén af stressen i årevis efter i form af astma, allergi og kroniske kæbehule- og mellemørebetændelser. Samtidig fik jeg en sårbarhed overfor visse former for belastninger. Det kommer jeg ind på senere.

Som mange andre mennesker lærte jeg meget af stressen. Jeg lærte, hvad der var udløsere og hvordan jeg kunne danse uden om disse, foruden jeg lærte mig selv at spotte de tidlige symptomer.

Jeg begyndte at lægge mærke til mine reaktioner på forskellige ting. En del måtte lægges om i livet, for at kunne undgå stress igen. Min elskede Morten var støttende og med på omlægningen.

I sidste uge var jeg ved at ryge ned med stress – igen!

Saftsuseme om ikke jeg har været my tæt på at ryge ned med galoperende stress nok engang! For meget nyligt. Jeg er hjemmegående, så hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, kan man måske fristes til at spørge?

Nu handler stress – for mit vedkommende – ikke om mængde af arbejdsopgaver. Job versus ikke-job. Det handler om helt andre ting.

Vores dejlige datter – som stadig ikke hedder Karina – er udvekslingsstudent i Colombia, via Rotary. Alt imens Clara lærer spansk i det latinamerikanske har vi en udvekslingsstudent boende hos os. Noget vi har glædet os til, set frem til og planlagt med længe. Dvs. indtil onsdag i sidste uge. Så flyttede han til en anden familie, for jeg var simpelthen ved at få stress!

Jeg måtte erkende, at det var for hård en belastning for mig at have én boende. I de fem uger vores søde student boede her, fik jeg belastningssymptomer, der tog til i styrke og omfang fra dag til dag. Jeg kender mig selv, ved hvem jeg er og hvorfor jeg er her. Jeg vidste, at jeg måtte sige fra NU, ellers ville det gå grueligt galt.

Det handlede slet ikke om vores student, det handlede om mig. Studenten var sgu skide sød!

Så jeg bad om hjælp. Og det var svært. Jeg følte mig flov og svag. At række ud og sige, at det var kritisk var det allersværeste. For en stemme inde i sagde, at jeg bare skulle tage mig sammen og at det ville gå over lige om lidt. Men den stemme vidste jeg godt hvad var og den skulle jeg ikke lytte på. Jeg lyttede i stedet til min krop, og den havde i ugevis sagt: STOP, don’t go any further woman!


Næsten alle symptomer er væk nu, allerede. Fordi der blev handlet i tide! De symptomer jeg oplevede var hurtig hjertebanken, voldsomme svedeture, irritation, vrede, tristhed, forvirring, ængstelighed, fik chok ultralet, foruden jeg kunne vågne om natten og lugte gas eller kattepis. Alt dette er nu væk.

Jeg var så tæt på, mine damer og herrer! Hvor er jeg glad for, at jeg lyttede til kroppen og bad om hjælp. Også selvom det var svært. Og, hvor er jeg lykkelig for, at det blev taget alvorligt, at Rotary handlede hurtigt og var rolige og elegante i deres håndtering af situationen. Dybt professionelt.

Vores søde student er 100% med på, at det ikke handler om ham, men om mig. Vi holder kontakten til ham og har i aften inviteret ham ud at spise.

Det, der kommer mest bag på mig, er, at flere mennesker har rost mig for at tage ansvar, bla. flere fra Rotary. At jeg ikke bare har ‘taget mig sammen’ og håbet på det gik over, fordi jeg var flov over ikke at slå til. Det er noget, der rør mig dybt. Tænk, at der findes så menneskelige og bevidste forretningsfolk derude. Tak!

Sårbarhed

Da jeg for 14 år siden røg ned med stress, fik jeg en sårbarhed overfor visse typer af belastninger.

Jeg kunne ikke længere tåle, når folk havde forventninger til mig, i sær hvis de var usagte. Hvis de ventede, at jeg skulle være på en bestemt måde. Hvis nogen fyldte min kalender med ting, jeg dybest set ikke havde lyst til. Hvis folk forlangte en bestemt slags opmærksomhed fra mig. Hvis man anvendte ‘magt’ i form af passiv aggressivitet eller forsøgte at manipulere mig ‘på plads’.

Mange røg derfor i svinget. Jeg fik over en årrække ryddet godt og grundigt op i både familie, venner og naboer. Jeg bloggede meget om det, hvilket jeg ved har hjulpet andre med samme udfordringer.

Når jeg møder nye bekendtskaber tænker jeg sgu ofte: – Gad vide, hvor længe det holder, før de bliver fornærmede over et eller andet ved mig. Fordi jeg er lidt en særling.

Samtidig har Morten og jeg udviklet os – heldigvis i samme retning – og har valgt en simple living livsstil. Vi har ikke folk til middag, vi har ikke besøg på seks-otte timer (for det kan jeg ikke mere, og Morten gider ikke mere) og vi deltager ikke i fødselsdage eller andre traditions-arrangementer, ligesom vi heller ikke selv holder dem. Jeg kan ikke huske, hvornår det er Halloween eller Valentines Day.

Jeg burde have vidst, at jeg ikke kunne holde til at have en fremmed student boende. Men jeg ville så gerne, og vi havde håbet og troet det kunne lade sig gøre. Det var faktisk en a-ha oplevelse for mig, at jeg var så tæt på at ryge ned med stress, igen. Det har lært mig to ting: 1) Jeg er rigtig god til at lytte til min krop. 2) Der er en styrke i at sige STOP og råbe om hjælp!

Jeg håber du har fået noget ud af at læse det her, og at det kan bidrage til at holde stressen fra dit liv.