Rebekah Gren Bonde

Det selvvalgte livsbitre blik,
der er træt af dagen endnu før solen står højest.
Offer for den vide omverden.
Allerede nu har dine børn kopieret dit triste udtryk.

Åh du ulidelige Weltschmerz,
jeg får udslæt af dine opgivende beklagende blikke.
Jeg provokeres til at smile en anelse for meget,
og påpege det positive i det lort der lige blev sagt.

Skabelsen afsluttedes ikke på 6. dagen,
den fortsætter livet igennem.
Så fat dit grej og form dit liv,
og dit liv vil tage form!

Jeg får myrekryb og tyndskid
af menneskers jamren og tænders gnidsel.
Så er der det ene galt – så er der det andet  galt,
og når det er godt, “må man jo lige se hvor længe det så holder”.

Brok med brok på,
ked med ked på.
Fordi alt er lort med lort på
– og én lang projekteren i ubevidsthedens univers.

Nej, det er ikke møgvejr,
det er smukt med hvidt sne – og forunderligt.
Snefnugget lyser i mørke
– dør, ved første solstråle.

Det er ikke nogens skyld,
det er din egen byld.
Barnet er også dit –
ikke skolens eller socialkontorets.

Ja, dit barn skal gå i bad efter gymnastik – ligesom alle andre,
for i fællesskabets navn gider vi ikke stinkbomber i klassen!
Vi har alle sammen særlige behov,
og alle piger to arme og en kusse.

Hej du lede Weltschmerz,
gå gerne forbi min dør.
Dit blik jeg kvæler med smil,
du bærer selv din byrde.