Vinni Gren Bonde

De fleste morgener er fire-fem timer lange.

Jeg sætter mig med min te og morgenmad, tænder stearinlys og betragter livet ud af vinduet. Stiller øjnene på uendeligt. Lader tankerne svæve. Undersøger og graver dybt. Reflekterer. Skriver et blogindlæg. Læser mere og undersøger mere. Nørder igennem.

Da jeg for snart 14 år siden trak mig ud af arbejdsmarkedet, var det ikke en flugt (fra et maskulint arbejdsmarkedet, der var svært at trække vejret i for en feminin kvinde). Nej, det var bevidst et valg om at skabe ro – til fordybelse og familie. Uden at det skulle have et navn. For jeg ledte netop ikke efter en ny identitet. Jeg ville bare gerne være. Uden at være noget.

Det giver sådan en dejlig ro i familien, når mor går hjemme. Da børnene var små, var der meget arbejde i det.

Når jeg til stadighed vælger at omtalte mig selv som hjemmegående husmor, er det også bevidst. En bevidst provokation.

Jeg har simpelthen ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet opfordret til at blive forfatter, spåkone, fuldtids billedkunstner, ditto sangerinde og åbne selvstændig forretning. Nogen har direkte sagt, at de synes jeg spilder mine evner. Andre har sagt, at Universet siger jeg skylder at være noget for menneskeheden.

Hver gang jeg har flirtet med det – for det har jeg – har jeg også lukket ned for det igen. Ikke af frygt. Af bevidsthed! Fordi det bare var FORKERT. Jeg havde simpelthen ikke LYST. Jeg fornemmede klart, at det var en helt forkert vej at gå.

Jeg VAR nemlig allerede hjemme. Også selvom flere ikke kunne forlige sig med, at jeg bare skulle være. Uden at være noget. For nogen. Andre end mig selv og min familie. De mente jeg havde en mission og at jeg skulle spørge Universet om, hvad det var.

Hvorfor skulle dem på 1. sal vide bedre end jeg, hvad jeg skal? Vægter deres meninger om mit liv højere, end hvad jeg selv mener? Skal jeg tilrettelægge mit liv efter, hvad noget eksternt mener jeg skal? Nej da.

Da jeg var teenager og kristen spurgte jeg Gud, hvad jeg skulle. Da jeg var voksen og spirituel spurgte jeg Universet. Nu spørger jeg MIG SELV.

‘Gnothi seauton’ (= ‘kend dig selv’, som der står over templet i Delfi).

‘As soon as you trust yourself, you will know how to live.’ Goethe