Vinni Gren Bonde

Hvad der for nogen virker som ét skridt frem og tre tilbage,
kan i virkeligheden være ét skridt tilbage og tre frem.

Processer består af fremgang – og stilstand.
Ting er ikke altid, hvad de ser ud til.
Som i musikken, således i processer:
Det er pauserne, der er de vigtige.
Det er mellem noderne musikken opstår.

Ved utålmodigt at drøne derudaf,
er vi som høns, der har fået hugget hovedet af,
mens kroppen fortsat løber videre.
Vi løber forvirrede rundt i blinde.
Fordi vi er bange for pauserne.
Bange for at tage et skridt tilbage
og betragte billedet på afstand.

Vi er de eneste, der kan se vore eget fulde billede.
Andre kan kun følge med fra sidelinjen
og således skimte et billede
fra en skæv vinkel.
Og det, som ikke kan ses,
danner/ opdigter hjernen selv.

Da jeg arbejdede i Nokia R&D,
var det almindeligt at lukke hele projekter,
der havde kørt i et år eller mere,
ofte med over 100 projektmedarbejdere.
Fordi man i processen sandede,
at det var det rette at gøre.
Det var det eneste rentable.

Det ville man aldrig være kommet frem til,
hvis ikke projektet var nået dertil.
Hvis projektet aldrig var blevet søsat.

Der blev holdt gravøl.
Medarbejderne fik lov at sørge
og lufte frustrationerne.
Den dag.

Intet arbejde var spildt.
Meget læring blev overført til kommende projekter,
som lykkedes.
Som kom i mål.

Det kan være nødvendigt at lukke projekter,
for at sikre vigtigere projekters succes.
Processen kan udefra syne grotesk.
Men indefra helt nødvendig og naturlig.

Vær ikke utålmodig i dine processer.
Tillad ikke andre, at blive utålmodige
– eller personlige –
når du lukker et projekt,
eller giver pausen plads.

Ingen pauser – ingen processer!