Vinni Gren Bonde

Hvorfor er der ikke nogen, der hedder Rikke mere?
Eller Inga.

Jeg har altid hadet navnelege,
for jeg kan aldrig huske navnene alligevel
i hvert fald ikke på den måde
jeg husker energier.

Engang skulle jeg hente Morten fra julefrokost.
Jeg tog fejl af mødestedet.
Da jeg havde ventet længe i bilen,
gik jeg ind til festen.
Det var surrealistisk,
at komme ind
ude fra
som den eneste ædru i selskabet
og se, hvordan folks bevægelser var mærkelige i dansen.
Bløde, upræcise, ublu og sjove.

Det er sjovere at få ét glas vin,
og samtidig også mere afslappet.
Verden virker ikke så farlig.
Det er bare svært at holde balancen.

Jeg tror det er sådan Keith Jarrett har det,
når hans fingre møder tangenterne.
De kan let løbe løbsk,
men han finder altid hjem igen,
og gentager det
så man ved han mener det
så improvisationen virker
den melodi, der flyder gennem ham
som insisterer sig igennem
som han i virkeligheden bare giver plads til
og stiller sig til rådighed for.
Man kan sige at Keith Jarrett er i servicefaget.

En standard med Mark Copland virker på en anden måde.
Den masserer mine betændte mellemører.
Den kræver ikke noget af mig.
Jeg behøver ikke at være fuldt tilstede.

Men der er stadig ingen, der hedder Rikke.

Da jeg var barn gik alle i klasse med en Rikke.
Jeg elskede det navn.
For Rikke var en pige med smilehuller og mørkblonde fletninger
og rap-sandaler i kernelæder
magen til lærerens
og ikke Halgreen sundhedssko, som jeg skulle gå med
som jeg i smug skiftede ud med højhælede guldsandaler.
Jeg havde ikke smilehuller og fletninger
jeg havde basunkinder og skævt pandehår.
Jeg lignede hende Tjorven
den lille tykke pige fra “Vi på Krageøen”.

Jeg ved ikke, hvad lærerne lignede
men de stank af cigaretter og kaffe
lærerånde
som gjorde man aldrig bad om hjælp
selvom man i den grad skulle have haft førstehjælp
med de lærere vi havde
i 70erne
som hellere drak øl til frokosten
end skolemælk.
De havde også rigtigt toilet
inden døre.
Vi børn måtte i gården
på iskolde wc’er i gårdens kælder
med 00 papir
som skar i tissekonen
så man måtte nulre det mellem hænderne
inden man gav sig i kast med at tørre sig
og man håbede inderligt på
at man trods alt kun skulle tisse.

Hvor blev Rikke af?

Hendes mor var hjælpelærer.
Blød og blid med brede hofter og lang cowboynederdel.
Kæmpe briller
og masser af tid.
Sådan en, der bagte boller
om morgenen
og holdt de bedste fødselsdage
og som alle lærerne kunne lide.

De lærere, der formede mig,
var de strenge.
For de stillede krav
og svære opgaver.
Dem løste jeg med krum hals
og leverede top resultater.
De lærer, som ingen ambitioner havde
tabte mig
jeg blev underyder
og intet regnet.

Ak ja, det er blandt tåber man er tosse.
De oplyste ser geniet.

Rikke og jeg går sammen
hånd i hånd
gennem døren
gennem livet
og ser os tilbage
og frem
mindes
og reflekterer
taler om det, der var
er
og kommer.
Hun er min rejsepartner i livet
min usynlige følgesvend.
I virkeligheden har jeg ikke set hende
siden jeg skiftede skole i 3. klasse
men alligevel har hun fulgt mig
og en bid af hende blevet hos mig.

Jeg aner ikke, hvad Rikke laver i dag,
hvor hun er
hvem hun er
om hun er.
Det gør ikke noget.
Det er ligesom navnelegen,
ligegyldigt.
For det er energien jeg husker.
Og den er her endnu.
Rikke og hendes energi.

Som Keith Jarrett, der modtager musikken
og spiller den for os
real time
sådan er Rikkes energi lige her, hos mig,
som jeg så leverer i billeder.
Jeg er også i servicefaget.

Måske er jeg en eller andens Inga?