Vinni Gren Bonde

En veninde var udbrændt og sagde til mig. “Hvad er det dog for et dyt bot robot-liv vi lever her i Danmark?”.

Vi lærer, at vi skal stå tidligt op og skynde os på arbejde, mens børnene selv finder i skole, eller bliver kylet ind i en institution på vejen … Komme hjem sent, trætte, frustrerede over vi ikke nåede det vi skulle, lave mad til alt for trætte børn, vaske tøj, smøre madpakker, tjekke forældre-intra og netbank, koordinere møder med institutionen og i seng. Næste morgen: Forfra.

Fredag aften er vi så smadrede, frustrerede og lettede over, at det omsider er weekend. I stedet for elskov sidder vi foran hus-alteret og sover. Vi orker ikke bræt-spil med ungerne lørdag formiddag, for nu skal der handles og gøres rent. Og trænes. For vi må ikke ligne nogen, der har fået børn.

Vi har brug for kurser i Mindfulness, for at (gen)lære at trække vejret rigtigt, og fokusere på kun én ting ad gangen.

Vores sind er fucked up af den livsstil vi kører, her i den “rige” dyt bot robot-verden. Vi er slet ikke skabt til den slags. Det er industrien, som har skabt sig – og så skal vi skabe med. Skabe vækst og +1 kundeoplevelser.

Jeg ser intet rigt i den livsstil. Ingen vækst – derimod det modsatte af vækst, nemlig: Død. Ingen udvikling, derimod afvikling. Den økonomiske vækst, der kortvarigt kan være tale om, vil hurtigt blive dyrt købt. For folk bliver syge og virksomhederne skal søge om refussion af sygedagpenge, betale til en vikar eller fritstille medarbejderen – fordi denne ikke havde lært at håndtere stress – som chefen er blevet enig med HR handler om, hvordan vi vælger at takle pres på. Ny rekrutteringsprocess påbegyndes. Ny medarbejder. En ny “Carsten” – med samme udgang. “Sjovt” nok …

Folk bliver syge som aldrig før, af det der dyt bot robot-liv. Vi dør indvendigt. Længe før vi dør udvendigt. Og vi får kroniske lidelser.

Børn bliver syge! Får stress, diagnoser og er deprimerede. Forældre får dårlig samvittighed og forærer ungerne en ny i-pad og en konfirmation, som ligner et royalt bryllup – og sig selv en Facebook profil, hvor alt ånder fred, idyl og speltbrød.

Hvis vi er så rige, som vi går og mener vi er, hvad så med at forvalte denne rigdom på sande værdier: Tid til sig selv, til familien og til livet. Det er der mange modeller for, og vi er de eneste, som selv ved hvad der skal til. Jeg ser intet formål med at leve på en måde, hvor voksne mennesker måler livs-succes i, at være lykkedes med det vi har lært. Eller i det mindste lige knapt kan klare det, uden alt for store omkostninger. Det er fiasko.

Jeg er helt med på, at der faktisk er nogle, som ikke har et valg. Som af forskellige årsager er i en situation, hvor de er nødt til at knokle på, på den måde. De fleste – langt de fleste – har dog et valg.

Der er ingen, som siger, at vi skal have to biler, både en skiferie og en sommerferie hvert år, bo i et stort hus eller købe nyt tøj hver anden måned. Det gjorde vore bedsteforældre ikke. De kunne bo to voksne og to børn i en to-værelses med kammer og “nøjes” med en ferie hos faster Erna i Jylland hver andet år. Til gengæld gik mor hjemme, der var altid nogen hjemme når børnene havde fri fra skole. Der var duft af frikadeller, tid til at strikke og lappe sokker og der var tid til at læse avisen. Til gengæld var alt snak om Mindfulness helt overflødig.

Det behøver ikke være mor, som går hjemme. Det kan være far. Det kan være deltidsjobs. Det kan være to fuldtidsstillinger, med fleksible arbejdstider og arbejdssted. Der er mange modeller.

Dyt bot omprogrammer din robot. Uanset, hvor spændende et job vi kan mene vi har, så er der vel et formål med at have det? Ligesom der er et formål med at have en familie.