Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Posts Tagged ‘bryllup

I Don’t Do Polterabens

Jeg finder polterabends latterlige, overflødige, ofte kedelige og spild af penge.

De polterabends jeg har været med til har været dødssyge. Ikke grundet hovedpersonen. Derimod grundet arrangørerne, der havde svært ved at blive enige om noget, der hverken var stødende, for dyrt, for farligt, for pinligt eller for noget-som-helst. Mindst af alt: For sjovt.

Brylluppet er selve festen. Det er en ekstrem selviscenesættelse. Ikke noget galt i det. Der er vel ganske logisk at det forelskede par, gerne vil fejre den store dag med mennesker de holder af. Blev det bare holdt til det, ville jeg synes det var fedt. Desværre følger der ofte en polterabend med.

Forleden besøgte jeg en kvinde. Hun fortalte om sit bryllup og jeg så de dejlige billeder, hvor glæden strålede ud af parret og alle tilstedeværende. Efter bryllupsbillederne kom polterabend-billederne. Hun sukkede og sagde: “Det var faktisk en kedelig polterabend. Der var ingen, der rigtig drak og alt det vi lavede var så plat”. Jeg tænkte i det samme, at jeg ikke kunne have sagt det bedre selv, når jeg tænker tilbage på de polterabends jeg har deltaget i.

Hvis jeg har takket “ja” til et bryllup, så vil jeg glæde mig til det. Jeg takker i øvrigt kun “ja tak”, hvis jeg virkelig mener “ja tak”. Denne dag betyder meget for et par. Så jeg føler en forpligtigelse til at være sandt og helt til stede. Jeg tropper op med gave, glæde, overskud, pæn kjole og håret sat. Jeg holder tilmed gerne en tale, i visse tilfælde – og synger også gerne under vielsen, i særlige tilfælde. Jeg betaler barnepige, sørger for chauffør eller betaler 1200 kroner til en  taxa. Det er dyrt og tidskrævende at være med til et bryllup. Jeg gør det hele med glæde.

I dag, hvor folk gifter sig sent (i Danmark er gennemsnitsalderen 32,1 år for kvinder og 34,6 år for mænd) og allerede har levet under samme tag i flere år, har fænomenet polterabend mistet sin værdi. Der er ikke længere nogen grund til en særlig “abend”, der ønsker parret held og lykke i deres fremtidige liv sammen, når de allerede har boet sammen i otte år. Det giver heller ikke meget mening, at vise dem (med selve polter-festen) alt det mægtig sjove de fremover går glip af (fordi man åbenbart ikke kan feste, når man er gift) – eftersom de allerede har delt dyne og colgate i årevis.

En polterabend er i min verden helt obskur, unødvendig, og afgået ved døden. Min oplevelse er, at de fleste tilstedeværende sidder og undertrykker det ene gab efter det andet, mens de kigger på uret og modvilligt spiser den elendige budget-mad, fordi der også skulle være råd til øjenvippeforlængelse hos den kommende brud. Udover denne low-budget stil, hvor alle skal kunne være med, findes der også “Sex and the City” stilen, der flittigt dyrkes i visse kredse. Her tales der ikke om pris. Den kommende brud skal flyve i helikopter, vælge et par nye Gucci støvler og spise på byens dyreste sushi-restaurant med veninderne.

Det, der måske engang tjente et formål og som gav mening at deltage i, når purunge ugifte skulle sendes godt på vej i det ægteskabelige liv, er i dag vokset helt ud af proportioner på linje med Baby Showers og Valentines Day. Det er noget amerikaniseret opkørt fis vi har fra film. Såfremt jeg får glæden af at modtage en bryllupsinvitation, skal den kommende brud ikke frygte, hvad jeg kan finde på at arrangere til en polterabend, for – I don’t do polterabends.

Written by Vinni Gren Bonde

maj 26, 2012 at 17:26

Lagt i Blog

Tagged with ,