Vinni Gren Bonde

Kære med-borgere

Det er en sand fornøjelse for mig at gå ind i en genbrugsforretning eller en gårdbutik. Her er der ro. Jeg finder selv det jeg vil have, bliver mødt med rolige smil fra engagerede modne medarbejdere. De står klar, når jeg beder om hjælp. Indtil da, er forretningen min. Lige så længe jeg ønsker. Her er tid til at gå på opdagelse. Tid til at sanse.

At gå ind i en anden forretning fx en Matas er en så ganske modsat oplevelse. Sidst blev jeg – indenfor få minutter – overfaldet af intet mindre end fire overgearede ekspedienter, der på skift spurgte mig, om der var noget de kunne hjælpe mig med. Det var der ikke, og det er der aldrig. Sur citronmund til følge. Og jeg følte mig betragtet som mistænksom tyv, der gik og snusede ved hylderne.

Jeg handler på nettet, alt hvad jeg kan slippe afsted med. Så slipper jeg for den slags forstyrrende elementer, med tatoverede øjenbryn, falske vipper og grotesk rodet knold.

Ligeledes oplever jeg det anmassende på min privatsfære, at blive stoppet på gaden af diverse abonnement-sælgere, blodprops-skræmmere og aggressive Greenpeace folk – som gudhjælpemig (for)følger mig ned ad gaden, til trods for jeg har takket nej. Jeg går i egen tilstand, og så er der én, som springer boblen og begynder at råbe – uden jeg har ringet ham op. Gå nu væk!

Jeg støtter både dette og hint, er indsamler og frivillig. Det sidste skal tages bogstaveligt. Jeg opsøger det selv, af mig selv, frivilligt. Lad være med at overfalde mig, når jeg går i min boble. Den boble er min. Den er usynlig, men min!

“Jamen, blodpropper rammer også ofte kvinder, har du forsikret dig i tilfælde af en blodprop?

Øh, hvad rager det dig? Nåh, du vil sælge mig noget, aha. Det var et meget privat spørgsmål. Og husk lige på, at jeg ikke har ringet dig op, så der er grænser for, hvad du kan tillade dig at spørge mig om, unge mand. I sær her, midt i Brugsen. Hvad fan.. bilder du dig ind? Gå dog hjem og lav lektier.

At ringe til Borger.dk er da noget, som ligefrem kræver en ordbog over interne kommunale ord. Jeg fatter hat. “Nå ok, så det er ‘regionen’ jeg skal spørge. Her må du lige hjælpe mig, for jeg arbejder ikke i det kommunale, så jeg kender ikke lige betydningen af den meget interne jargon du her benytter. Hvad er ‘regionen’? Er det et hus jeg skal ringe til, en bestemt person, eller hvad mener du? Er det Region Sjælland – og hvis, hvilken del af Region Sjælland, jeg er ikke helt med. Har du evt. et telefonnummer til ‘regionen’? ”

Suk.

… eller lægesekretæren, som højt ud i det store fyldte venteværelse råber “Svie i endetarmen – ja det bør lægen jo nok kigge på inden du bare fortsætter med den numsecreme, hvad er dit fulde navn og CPR nummer?”.

Super. Så, fik hele Hornsherred lige sat det på plads: “Clara Bondes mor har svie i røvhullet – hørte I det også nede på skolen?”.

Ih kære Odin, Freya, Tyr, kom mig til undsætning…..

Og dig, kære Roma med harmonikaen foran Meny: Det lyder ad helvede til! Du får fandme ingen penge af mig. Min farfar og min onkel spillede sgu meget bedre. Kan du ikke danse eller steppe i stedet? Hvis du er god, så lover jeg at klappe – i takt.

Åhr, jeg er en gammel mavesur dame. Jeg vil hellere bare være hjemme om aftenen, gider ikke tage nogen steder efter klokken 17. Er for træt. Jeg vil hellere bare have et stykke smørrebrød og en kold bajer.

Bajer. Ja, tænk. Det her synes jeg er hyggeligt: I går, på vej ind til jazz-sang, stod jeg for rødt lys, på Istedgade. En godt bedugget mand stillede sig ved siden af mig – tæt på – betragtede mig og jeg kiggede på ham. Han havde rødsprængte, glade øjne og smilede. Løftede sin Bjørne-bryg og sagde “Skål”. Jeg løftede min Cocio Classic Chokolademælk og klingede med Bjørnen og istemte et “Skål”. Så fniste vi begge, og gik hver til sit.

En varm og livsbekræftende oplevelse. Her, følte jeg mig hjemme. Med et fingerknips. Blandt de skæve eksistenser. Lige her sprang et sekund af livet ind på ‘og’, smilede til os begge, og gik med os – i hver vore retninger. Flere af den slags oplevelser, tak!

De snot-uvidende blikke i Matas, kan de beholde. Jeg foretrækker oplevelser som den i går. Flere genbrugsforretninger, gårdbutikker, 1-1 nære samtaler, flere øl, mere søvn, mere sex (ved godt det er klamt, når jeg er 44 år), mere sol og mindre af alle de, som bare vil tjene penge, og ansætter personale uden viden og situationsfornemmelse.

Det meste er blevet så fordummet, forfladiget og så ha-en-go-dag-agtigt. Så sig dog “Farvel og tak for i dag, og på gensyn”. Med øjenkontakt. Og tituler mig gerne De. Jeg har trods alt fået et par grå hår hist og pist. Og om ikke derfor, så blot fordi jeg er kunde.

Læs også “Undskyld, spurgte De virkelig om det?”

Hilsen den gamle mavesure dame!