Vinni Gren Bonde

En mand – i balance med sig selv – ønsker en glad kone. Det er det vigtigste for ham! Han vil gøre hvad-som-helst, bare for at hans kvinde kan være glad. Det er hans største og fornemmeste opgave. Hvis hun er glad, er han en succes. Sådan fungerer mandehjernen.

Hvis konen ønsker at bruge formuer på smykker, så sørger han for der er kapital til det. Hvis hun vil have større bryster, så får hun det fikset (også selvom han ikke fatter det). Hvis hun vil tage sig en særlig uddannelse og skifte spor: go ahead! Bare hun så er glad. Var det det, der skulle til?

Manden sørger for hende, så hun kan beskæftige sig med det, der gør hende glad. Hun har brug for, at han formår at løfte denne opgave, så hendes skuldrer kan sænkes og hun kan være Kvinde. Lave det hun er god til: indrette, lave mad, arrangere fester, skabe skønhed omkring sig, køre kreative projekter, pleje relationer og huske familiens fødselsdage.

Det kvinden laver, er ikke det samme som at multitaske, for det er der ingen, der kan. Det er en skrøne. Men kvindens hjerne er sådan indrettet, at hun vitterligt kan rumme børnene, sig selv, manden og veninderne samtidig. Hun ved, hvor de alle er.

Sådan fungerer mandens hjerne slet ikke. Den kører i ét spor ad gangen. Han er jægeren. Og han jæger byttet, så han kan komme stolt hjem til sin kvinde, med dagens fangst. Det, som de skal leve af.

Mens mændende jæger, sidder kvinderne om bålet i landsbyen, Når manden er på jagt, skal det der hjemme fungere, med alle landsbyens indbyggere. Derfor kalibrerer kvinder hele tiden med hinanden – tjekker ind hos hinanden – for de har ikke plads til at være i konflikt. Det skal glide, mens mændende er på jagt. De har brug for hinanden.

Manden har brug for, at kvinden har styr på hjemmet. Hun er ‘huset’. Hendes kvindehjerne er skabt til at kunne løfte denne opgave.

På den vis hjælper manden og kvinden hinanden. Som to vidt forskellige puslespilsbrikker, som bare passer.

Det er genialt. For, naturen er genial. Vi er netop indrettet sådan, for at kunne supplere hinanden. Det er smukt. Det giver mening.

At forsøge at gøre manden og kvinden ens er frygteligt misforstået. At tale om, at de skal være lige meget værd, er endnu mere misforstået, for det er de allerede og har alle dage været det. Det kan ikke ændres.

Rent faktisk har manden (såfremt han er rask oven i hovedet) sat sin kvinde op på en pedestal helt fra start. Det er ofte hun ikke selv kan se det. Og det er synd. I sær, hvis hun begynder at beklage sig og brokke sig over, at han arbejder meget. Hun har jo slet ikke forstået, at han gør det for at skaffe midler til hendes lykke. Lad ham nu være mand, for pokker da. Så kan du være kvinde.

Nyd det.

Jeg er hjemmegående på 12. år, og jeg har aldrig været lykkeligere. Intet job, ingen titel, ingen løn kan måle sig med min lykke. Og Morten synes ikke mindre om mig, fordi jeg ‘bare’ er hjemmegående. Tværtimod! Han føler sig snot-forkælet og sørget for. Jeg har overskud til at tage kurser, læse og sætte mig ind i en masse viden, som jeg deler med ham. Som inspirerer ham.

Jeg er ikke gået i stå. Jeg er gået igang.

Happy whife – happy life ….