Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Posts Tagged ‘jazz

Farvepaletten

leave a comment »

Jeg klæder mig sjældent i sort.
Det er mig så dystert og tungt.
Jeg holder af farver,
fra hele paletten.

De lyse pasteller, som nynner
de larmende, som skriger
og de støvede, som hvisker.
Jeg elsker små-blomstrede mønstre.

Verden bliver mere og mere sort/hvid.
Sort/hvid journalistik (hvem vinder debatten?).
Enten er man for eller imod.
Enten er man hallal-hippie eller racist.

Stemplet bliver vi,
allerede inden vi åbner munden.
Vi har så mange meninger om dette og hint,
især om andres gøren og laden.

Jeg elsker tørklæder.
De muslimske, de jødiske, de kristne, og det jeg bruger når jeg giver hønsene mad.
I gymnasiet gik jeg med lilla ble på hovedet,
som matchede den lilla keddeldragt jeg fandt i Røde Kors.

Da jeg som ung rejste meget i syden,
bandt jeg et hvidt palæstinensisk tørklæde om håret.
Det beskyttede mig mod solen,
foruden jeg nød sigøjner-looket, med store øreringe og sortmalede øjne.

Min storebror blev overfaldet af tre idioter i sin indkørsel.
De var indvandrere.
Jeg håber ikke det er min brors fokus i dag.
De var bare idioter, som burde have en adfærdsregulerende overhaling.

Jeg nyder de fremmedartede krydderier,
sprog,
religioner
– og musik.

Vidste du i øvrigt,
at taktarten i mellemøstlig musik
ofte er identisk med den vi finder i vores kirkemusik?
Den fra middelalderen.

Jeg er stolt af at være Daner.
Dannebrog synes jeg er verdens smukkeste flag.
Jeg får tårer i øjnene, når jeg hører “Der er et yndigt land”,
og gåsehud, når jeg læser om stærke danske vikinger.

Høje, stærke danske mænd med blå øjne,
leverpostejsfarvet hår og rødt viltret fuldskæg.
Hvis jeg var vikinge-kvinde ville jeg være skjoldmø,
for min indre kriger er enorm.

Jeg drømmer ofte jeg er oppe at slås mod en løve.
En drøm jeg har haft siden jeg var barn.
Jeg er bange og opildnet,
men mit brøl er højere end løvens.

Om halsen bær jeg Mjølner,
og runen Tyr.
Vidste du, at guden Tyr kun var tilbedt i Danmark?
Derfor går jeg med Tyr.

Jeg stemmer ikke Dansk Folkeparti bare fordi jeg er Daner langt ind i sjælen.
Jeg har ikke en gul sløjfe i bagruden ‘Støt de danske soldater’.
Har ofte tænkt på at sætte en orange sløjfe i bagruden
med ordene: ‘Støt livet, byd danske soldater hjem’.

Hvorfor er vi egentlig i krig?
Hvorfor bruger vi milliarder på dyre kampfly?
Hvorfor gør vi ikke som Norge og Sverige:
Bruger krudtet på at styrke forsvaret?

Jeg lytter til Cæcilie Norby.
Saxofonen er den frække.
At tage hovedspring ind i jazzenz univers,
er som at klæde sig ud som hemmelig, listig tigermis.

I min indre hus-båd
finder jeg fred.
Her leger jeg af og til ældre glad dame.
Drikker kaffe og spiser en flødekage med et barnebarn.

Jeg bliver så trist,
når jeg ser mine eks-kærester blive skilt.
Hvorfor bliver de det?
Giver vi op uden reel indsats?

Måske vi skulle droppe at kæmpe for det
og i stedet slappe lidt mere af i det.
Hengive os.
Lege sammen.

Jeg er som træet på den anden side af marken.
Det svajer godt i det.
Snart til den ene side, så til den anden.
Men det står fast. Rødderne er dybe.

I dag er særlig.
Ikke fordi det var i dag Uffe Ellemann trak sig fra Venstre, tilbage i 1998.
Heller ikke fordi en tysk sekt sagde jorden ville gå under klokken 12:30.
I dag er særlig, fordi jeg trækker vejret i takt med vinden.

Mit åndedrag er min sjæls sprog.
Når jeg sætter lyd på, bliver det til jazz.
Nu tager jeg hovedspring ind i livet,
og lister afsted som den hemmelige tigermis.

tigermis

Written by Vinni Gren Bonde

marts 17, 2017 at 13:09