Vinni Gren Bonde

Prolog
“Min fødsel” er tekst jeg har modtaget, fra mit indre univers.  Ved første konsultation hos en psykolog i år 2005, blev jeg bedt om at tage hjem og skrive. Hvad end der faldt mig ind og poppede op i hovedet på mig. Jeg måtte ikke tænke, ikke tilrette det skrevne efterfølgende, blot skrive. Det gjorde jeg! Jeg tænkte det lød både vildt og spændende – og, det faldt mig overraskende let.

Da jeg ugen efter dukkede op hos psykologen, skulle jeg læse teksten højt. Jeg havde læst den igennem en enkelt gang hjemmefra, uden at den sagde mig noget særligt. Da jeg sad hos psykologen og begyndte at læse væltede tårerne frem. Med ét gik det op for mig, at det var min egen fødsel jeg havde beskrevet. Teksten fortæller, hvordan jeg kom til verden.

Når vi taler om, at alle oplevelser lagres og huskes på celleniveau, må jeg sande at det er noget jeg har erfaret, helt konkret. Jeg har valgt at publicere teksten i sit rå udtryk / sin oprindelige form, for at bevare autenciteten.

“Min fødsel”
29.  maj 2005

Noget er løftet eller taget væk fra mig,
op ad mig.
Noget vægt mangler.
Den der giver trygheden,
varmen og stabiliteten.
Ligevægten.

Det lå ovenpå mig og er nu borte.
Væk.
Jeg ved ikke hvad det er,
hvor det er.
Om det kommer igen,
eller hvorfor det er borte.
Jeg ved ikke hvem der har taget det fra mig.

Jeg ser en stor og rolig hånd med lang arm.
Den kommer over mig, dykker ned i vandet, hvori jeg svømmer.
Jeg er en hvid fisk.
Lille, livlig, ren og smuk.
Hånden tager noget sort og rødt plastiskagtigt væk,
som var over mig.
Der er et håndtag i plastisktingen
og hånden tager roligt og langsomt om håndtaget og trækker / løfter det op af vandet.

Tilbage er jeg.
Uden en skræmme på mig.
Skindet er intakt.

Jeg kigger forundret op –
op efter det som blev fjernet og undrer mig, hvor det er henne?
Jeg er helt lille og spæd,
– alene.
Ingen andre fisk er i nærheden.

Med stumme spørgende øjne,
ser jeg at plastiktingen er væk
og at lyset derfor trænger igennem
og solens stråler rammer vandet over mig.

Jeg undrer mig.
Vælger at vende mig rundt og svømme bort,
dybt langt ned i havet og væk fra det tabte.

Jeg kommer dybere og dybere ned.
Her er mørkt, koldere,
men her er rart, hemmeligt og stille.
Velkendt.

Jeg gemmer mig bag tang.
Grønt og friskt tang, som svajer fra side til side,
lige så stille og roligt.
Det er nærmest meditativt at kigge på.

Alle bladene er bølget i kanten
svajer så smukt med vandet kælende om sig.
De danser sammen – vandet og tangplanterne.
Jeg ser på
og mærker tangents rytmiske bevægelser kærtegne min glatte perlemorshvide hud.

Min bagkrop logrer,
som en hund gør med sin hale.
Jeg er ikke specielt glad,
jeg er ikke ked af det.
Jeg er bare,
i total harmoni,
i samklang med havet, muslingerne og tangplanterne.

Her hviler jeg
mellem tangplanter.
Som på lur,
men i hvil.
Omgivet af en dyne af venlige, bløde, dansende tangplanter.

Jeg er bare en del af det hele.
Jeg tænker ikke over det,
jeg mærker ingen følelser,
jeg er bare.

Her er ingen lyde,
her er totalt stille.
Havbundens musik er stilhedens symfoni,
det er som at høre lyden af engle.

Jeg er nu en havfrue.
Mit skind skinner og farverne veksler
grå, hvid, lyserød, blå, pink, grøn.
Jeg er gudinde smuk,
med lange rolige bevægelser.

Jeg svømmer frem,
fremad.
Langt gyldenrødt bølgende hår.
Jeg er sart og huden på min krop foroven er helt lys
glat.

Jeg smiler ikke,
er ikke sur.
Jeg er bare.
Alene.

Pludseligt svømmende frem af en tangplante.
Jeg laver bevægelser med armene,
som i en smuk slørdans.
Jeg nyder vandets kælen på mine arme og krop,
når jeg bevæger mig graciøst og yndefuldt.
Jeg er lidt melankolsk at se på.
Jeg føler intet,
jeg er.

Jeg svømmer mod lyset,
hastigt,
med armene ned langs siden.
Bruger min bagkrop,
bevæger den hastigt frem og tilbage, så jeg bliver skudt hastigt frem.
Op op op,
op til lyset,
solen.

Som en delfin – springer jeg op ad vandet med stor kraft.
Jeg vil op til lyset
og er som drevet.

I et stort kraftfuldt spring,
kommer jeg op af havet,
højt op i luften.
Laver et storslået og veldrejet loop i luften.

En stribe af vand følger med mig rundt og slipper min hale.
Jeg lander blidt på vandoverfladen.
Her ligger jeg uden at synke,
på maven.
Solen skinner på mig,
mine øjne er store.
Jeg kigger ind mod land,
ind på strandbredden.
Der er øde, smukt, sand.
Her på vandoverfladen ligger jeg.
Jeg bliver drevet ind på land.
Jeg ligger her på strandbredden,
her ligger jeg og fryser.

Mit skind er sandet til
og jeg kan ikke rejse mig,
for jeg har ingen ben.
Jeg er havfrue,
jeg kan ikke gå.

Jeg ligger fortvivlet og hjælpeløs.
Jeg græder,
jeg er alene.

Langt langt borte i horisonten – i klitterne – kan jeg skimte mennesker.
Nogle af dem er på vej til mig.
Der går lidt tid.
Nu kan jeg se 3 skikkelser.
Først min mor – til venstre,
til højre for hende går min far.
De er så unge og smukke.

Bagved min fars bukseben,
kigger en meget genert, køn lille dreng frem.
Det er min storebror,
han er knapt 4 år.
Min mor er den smukkeste,
hun stråler af lykke.
Hun er slank, høj og har en blomstret sommerkjole på.
Min far ser lidt fraværende og betuttet ud,
han holder en trækvogn i hånden.

Min mor rækker ud efter mig,
kalder mig smukke lille skat.
Sammen løfter de mig op på trækvognen,
Jeg har ingen ben og kan ikke gå.

Her sidder jeg
og sammen trækker de mig væk fra havet,
mod klitterne.

Min storebror er genert men spændt og begejstret.
Han omfavner mig og kysser min kind – og vi griner.
De har hjulpet mig!
De trækker mig gennem livet.

Tilbage på strandbredden ligger min havfrueunderkrop.
Min overkrop står på vognen,
som min mor og far trækker.
Sådan kom jeg til Verden.