Vinni Gren Bonde

Livets mol er fuld af konsonanter som R og D.

I det hebraiske sprog
er vokaler kun hjælpelyde,
der eksisterer for at muliggør udtale,
eftersom alfabetet kun består af konsonanter.

Gad vide,
om musikken gemmer på samme finurlighed?
Om de trygge og let-harmonisk klingende dur-akkorder,
udelukkende er til, for at muliggør udtrykket i mol?

Næppe…
Dur har sin berettigelse.
Men kan den stå alene?
Mister den så ikke tyngde?

Jeg elsker mol!
Mol er sexet, dyster, dyb, mystisk, hemmelighedsfuld.
Mol er dur, med et tvist.
Med salt og peber
– og chili.

Mol er rå, ærlig og utilsløret.
Ubarmhjertig.
For at kunne kapere mollen,
er det nødvendigt med dur,
behændigt lagt ind hist og her,
de rette steder.
Ellers bliver det bare for meget….

Ellers kan mollen ikke udtales.
Så bliver den som sort med sort på.
Så bliver den som det hebraiske alfabet – uden hjælpe-vokaler.
Som surdej, der ikke har fået lov at hæve.

Imidlertid er noget musik gået i vasken,
ved for meget brug af dur, som kaperings-buffer.
Der findes musik,
hvor dur virker forstyrrende på mollen.
Hvor dur ikke dur.

Jeg er vild med Mozart,
og ikke mindst begyndelsen af hans 23. klaverkoncert, 2. sats.
Men cirka 2.07 minutter i denne smukke og medrivende komposition,
vælger Mozart at gå fra hjertelidende til børnefødselsdag.

Hov, hvad sker der?
Giv mig dog lov at smage farven!
Jeg sidder med rødvin i munden,
og får straks proppet et bobbel-tyggegummi ind i stedet.

Helt præcist, hvad der teknisk sker i 2. satsen ved jeg ikke,
jeg har ikke læst noderne.
Men der sker et mol-dur-stemningsskifte,
som er til at få (blåt) øje på.

Mol har sin egen farve.
Sin egen saft og konsonant-kombination.
Mol skal respekteres.
Værnes om, som en smuk kvinde,
der er sart og sexet, på én og samme gang.

Ellers mister mol sin kraft og sin troværdighed.