Vinni Gren Bonde

Han kom usynligt gående,
gennem menneskemængden
– jeg hørte ham lydløst kalde,
midt i afstanden.

Når sivene bøjer sig i støvet,
bøjer jeg mig for vejrguderne.
Jeg elsker det våde og ruskende efterår,
det minder mig om min melankolske barndom.

Jeg er ikke bange for noget.
Kun for mine forvrængede tanker,
som igen og igen lider af drillesyge.
De prikker ondmodigt til mit selvværd.

Sidste weekend så jeg Døden.
Hendes sjæl skreg: Jeg vil væk herfra!
Den bønfaldt min sjæl om hjælp,
som om jeg havde nøglen til forløsning.

Jeg ved ikke om jeg forstår,
dog ved jeg, hvad jeg ser.
Denne verden er for hård og kold,
til de aller-følsomste og rene sjæle.

Alligevel, kan jeg godt lide at være i denne verden,
som er bygget op af mine forestillinger og projektioner.
Jeg nyder de gule og røde blade,
og duften af den kraft træerne forlanger retur.

Vi er skabt i Guds billede,
Gud er skabt i vores billede,
vi skaber verden ved vore billeder
– mine tanker, er billeder jeg maler som jeg vil.

Han kom usynligt gående,
omfavnede mig med arme så stærke som træets.
Holdt mig kærligt fast,
længe nok til at jeg kunne mærke jeg kendte ham.