Vinni Gren Bonde

Maven hviler på lårene,
her dufter af Gevalia.
Jeg lukker mine øjne,
og hører Østersøen viser tænder.

Mit hår er langt og gråt,
som altid, viklet op i en knold.
Jeg nyder lyden af Bornholms Stemme
– og kaffemaskinen.

Jeg kan lige nå en kabale mere,
inden post-Per cykler forbi.
Det hænder han har tid til kaffe,
og tømmer dåsen for småkager.

Mit liv er trivielt,
jeg gør det samme hver dag.
Jeg nyder den daglige rytme,
jâ æ djeng Borringholmska dâma.

Til spejlet jeg smiler,
til mennesker jeg griner,
i verden jeg ler
– mig selv, jeg efterhånden accepterer.

Jeg har det godt,
her i Laksegade.
Mit hjem er småt,
mine midler få.

Jeg sætter pris
på de midste ting,
for jeg hører mere,
end folk er flest.

Dæ djør ingad,
at leve af sild og brød.
Så længe jeg ved,
at havet er det samme i morgen.

Så gik endnu en dag,
med vindens lunefulde sang.
Jeg er den samme hver dag,
og maven hviler trygt på mine lår.

Havet, kan jeg ikke se fra Laksegade,
men bruset høres når jeg handler.
For Østersøen er oceanets mand,
og jeg er Bornholmerkonen i Laksegade.