Vinni Gren Bonde

Dytter du i haarnaalesvingene, siger “boungiorno” uden at rulle paa “r” (som man ellers normalt gør paa standard italiensk) og ytrer et “salve” til forbipasserende, saa kommunikerer du allerede paa piemontesisk.

Luigi sidder paa cafeen som altid. Halvt i skygge, halvt i sol, og nyder dagens nu. Han er 64 aar. Det her er hans faste plads. To espresso efterfulgt af en lysserød likør. Saadan er det hver dag, og det skal ikke ændres. Jeg faar øje paa hans sko. Spritnye, lysbrune ruskindsmokasiner. Jeg kigger paa min egen størrelse 40 og konstaterer den er større end den italienske herres. Naah ja, han er heller ikke saa høj, saa det passer vel sammen. Blusen er lysserød, haaret naesten hvidt og meget tykt. I kinderne er der dybe furer, som tegner landskabet bag ham. De smukke piemontesiske bjerge med keltisk, maurisk, tysk, fransk og romersk historie. I panden paa ham skitseres de italienske alper, der giver ansigtet velfortjent karakter. Her taler vi ikke om pigmentforandring. Her taler vi i det hele taget ikke saa meget. Kun om det, der kan smages og sanses. Hvad ellers?

Luigi tænder endnu en cigaret. Der ligger en tyk taage af røg omkring ham og de øvrige cafeborde. Han smiler tilfreds. Ingen skal komme og fortælle ham, at han ikke bør ryge. Ingen, her i omraadet, har næppe nogensinde gjort det. Luigis smalle øjne smiler til mig, og ikke mindst til mine børn, paa cafeen i den lille bjergby Mognesilio i det sydlige Piemonte. Luigi er en glad mand og genkender vores beundrende blikke. Med rette beundrer vi. Og det ved han godt. Dog uden at vide helt, hvad det handler om. Det ved vi…

For her livet leves langsomt. Ligesom maden og vinen. Slow Food manifestet har med rette sit ophav i denne italienske provins (Langhe). Begreber som “mindfullness”, “sukkerafvænding” og “glutenallergi” eksisterer ikke. Alligevel er folk sunde og glade. “Økologi” er et næsten ukendt begreb, eftersom stort set alt er økologisk, uden at ane det selv. Her nyes lidt af det hele – og meget af det gode. Hverdagen er dagen, og udvikling det modsatte af indvikling. Kort sagt, livet er godt, ligesom kaffen paa cafeen.

Kl. er 12.30. Luigi tager en dyb indaanding og rejser sig selvtilfreds. Nu er frokosten ved at være klar, hjemme, et haarnaalesving herfra. Varm mad, som har simret siden morgenstunden. Traditionel piemontesisk frokost. Bagefter er det tid til et par timers hvile, inden Luigi mødes med gutterne paa den lokale bar, for at drikke espresso og spille kort.

Luigi vender sig om, inden han sætter i gang, og smiler til mig. “Complimente” siger han, og nikker mod mine to smaa børn, der har is i hele kraniet. “Grazzie mille” siger jeg, og forsøger at ramme bjergets tone, paa vores 21. besøg i Piemonte.