Vinni Gren Bonde

Nu skulle han pludselig i møde klokken 8
om morgenen!

Han havde arbejdet der i 28 år,
mødte altid klokken 9,
loggede på computeren og hentede kaffe
– dagens første møde var aldrig før klokken 9:30.

Han var B-menneske, så det passede ham perfekt.
Børnene var alligevel store,
han havde en times kørsel til arbejde
og det var perfekt at være hjemme klokken 18.
Der stod maden på bordet.

Hans nye chef var morgenmenneske
og mødte klokken 6:30.
Han inviterede altid til møder fra klokken 8,
– selv jobsamtaler.

Så sad han ellers derinde på sit kontor og tronede
– den nye chef.
Flink nok var han da,
men ingen vidste, hvad han i grunden lavede.

Han tog på arbejde i weekenderne,
hvor der ikke var nogen på kontoret.
Så sad han der og arbejdede.
Men, hvad lavede han?

Den gamle chef var ikke noget at råbe hurra for.
Men han lod i det mindste medarbejderne være.
Stolede på deres resultater,
og gik ellers ikke op i møde- og gåtider
– eller andre detaljer.

Den nye chef ville vide alt.
Hvad de lavede, hvad tid og hvorfor.
Han stillede altid spørgsmål med hovedet sødt på skrå
og afsluttede sætningen med “…. er det helt urimeligt af mig?”.

Der var jo kun ét rigtigt svar til det spørgsmål,
hver gang.
På den måde havde chefen dem i sin hule hånd.
Var det egentlig ikke manipulation?

Folk blev syge.
Efter lang og succesfuld karriere i virksomheden,
lagde den ene efter den anden sig med stress.
Og så blev de fyret!
For de kunne åbenbart ikke håndtere stress.
Noget med ikke at have ‘redskaber” i ‘værktøjskassen’.

Så blev der ansat nye medarbejdere
rygklappere, som gav den nye chef ret i alt.
Som var udygtige og usikre,
og afhængige af chefens forsikringer.

Med tiden fandt folk ud af,
at de nye medarbejdere var gamle venner af chefen.
Var det egentlig tilladt af ansætte dem?
Ingen turde stille spørgsmål højt,
for så fik man en mødeindkaldelse til næste dag
– klokken 8.

Så regnede det med h v spørgsmål fra chefen,
om man havde prøvet at løfte opgaven på den og den utraditionelle måde
og det havde man jo ikke
for man gjorde jo tingene på den måde man vidste bedst virkede.
Og på den måde havde man jo undladt at prøve alt
og så var man igen faldet i med  begge ben,
blev usikker på chefens egentlige forventninger,
og fik stress.

Der blev snakket
rundt om i krogene.
Forsigtigt kom det efterhånden frem,
at den nye chef nok var en udygtig leder.

Men den ene skulle snart på pension,
ønskede ikke ballade og passede sig selv.
En anden var lige blevet far,
han havde brug for pengene.

Og hvis man søgte videre i samme branche
blev man måske opfattet som en “svingdør”.
En på-vej-væk type, som bare tog aben med sig.
I øvrigt kendte alle alle.

Der gik rygter om chefen fra tidligere ansættelser.
Han var åbenbart kendt for at fyre lederne – én efter én,
ansætte venner i deres stillinger,
for til sidste selv at blive fyret grundet manglende resultater.

Ingen turde gøre noget.
Få sagde op og fik måske mere i løn et andet sted.
De skyldte i hvert fald ikke nogen noget.
Andre indledte et tillidsforhold.

Det var med mavepine de fleste mødte på arbejde,
hvad ville denne dag dog ikke bringe?
Chefen mente nu det var sundt og godt,
at man altid havde is i maven, når man gik på arbejde.

Han havde i øvrigt glemt at informere sin ledelsesgruppe,
om nogle af de vigtige tiltag koncernchefen havde bekendtgjort.
Så de var alle som én ganske uforberedte,
da firmaets øverste kom uanmeldt på besøg.

Tvivl, usikkerhed og stress.
Ny fyring
og sidste kammerat ansat.
Nu var holdet sat.

Klokken 7:45 trillede han ind på parkeringspladsen.
Det var uvant for ham at skulle i møde allerede klokken 8.
Tænk at hans sidste år på arbejdsmarkedet skulle ende sådan.
Hvis altså ham den nye chef holdt
fast.