Vinni Gren Bonde

Når kvinder mødes, så tales der. Der skvadres! Og der sker noget ganske særligt. Tid ophører i den målbare vertikale endimensionelle forstand, som består af fortid, nutid og fremtid. Der eksisterer kun én tid. Et rum. Hér udveksles og betragtes livets legoklodser.

Til trods for den lange strøm af ord, kan kvinder med blot få ord, hive den anden kvinde med på flyveturen. Sammen svæver de ud af en tangent, som mænd ikke kan se. Den eksisterer ganske enkelt kun for kvinder. De fleste mænd er sikkert også helst fri for at blive inddraget i denne ubegribelige sonate.

I går mødtes jeg med to kvinder. Først min zoneterapeut der ikke blot nussede fødderne, men i særdeleshed også hjernen. Hun stillede de komplekse spørgsmål, der fik mig til at tænke hurtigere end tungen kunne nå at danne ord. Det betød ikke så meget. For mine halve sætninger var nok til, at hun forstod præcist hvad jeg mente!
Bagefter mødtes jeg med en tidligere kollega og kær veninde. Planen var at vi skulle spise frokost på en café. Det blev kun til kaffe og udveksling af ord. Mange ord! Vi glemte alt om frokost og havde kun sult for alt det vi delte.

Vi gik i opløsning. Sammen havde vi fundet døren til det rum, hvor glade børn leger bedst.

Manden ved bordet ved siden af vores, foregav at læse en yderst interessant artikel i avisen. Mickey Mouse ørerne var dog ikke til at tage fejl af. Der gik under en halv time, så forlod han bordet med blødende ører og en ny og anderledes underlig form for præstationsangst.

Hvad er det der sker når vi kvinder mødes? Eller rettere: Hvad er det vi kvinder kan og gør når vi sammen knævrer løs, som får de fleste med XY kromosom-kombinationen til at lægge sig under sofabordet i natostilling?

Intensiteten i ordstrøm og iver svinger ganske klart fra relation til relation kvinder imellem. De to kvinder jeg i går mødtes med, var i den grad stillet ind på samme frekvens som jeg. Og signalet gik rent igennem.

Da jeg kom hjem, var jeg mør i hele kraniet. For at få jordforbindelsen retur, smed jeg de højhælede gule støvler, iførte mig træsko og trillede en tur hen til hestene med Kurt. Jeg tog Clara med. En nabo længere nede af vejen var i færd med at grave jord op (eller noget andet byggearbejde, der for de fleste kvinder ser unødvendigt rodet ud). Han stoppede mig og ville tale om livet og min spiritualitet. Denne gang var der ikke helt samme modtagersignal og samtalen sluttede behageligt efter meget kort tid.

Jeg trillede hjem igen. Smilende sendte jeg dagens to dejlige kvinder en tanke …