Vinni Gren Bonde

Ønsker du inderst inde at stå af arbejdsmarkedet? Hvorfor? Hvad forhindrer dig?

En blogger jeg følger, skriver meget interessant om det, at vælge, at stå af arbejdsmarkedet. Hun hedder Sus Supaya og hendes blog finder du her! Det aktuelle blogindlæg kan du læse her:

—
Mit mandags-“job”
Et fantastisk arbejde!

/ af Sus Supaya 
I går var jeg ude og gå tur sammen med en håndfuld skønne mennesker. Det er noget vi praktiserer hver mandag.

Er det nu noget specielt, kunne du spørge. Mit svar er: JA, det er FULDSTÆNDIG FANTASTISK specielt! Disse mennesker har nemlig alle skabt sig et liv, hvor de har TID til at gå en tur hver mandag formiddag.

På afstand kunne det ligne dovenskab – det kunne se ud som om disse mennesker ikke gad have sig et ordentligt arbejde, som om de ikke kærede sig om at holde samfundsøkonomien i gang, som om de var ligeglade. Sjovt nok forholder det sig fuldstændig modsat..

Nogle af de sværeste beslutninger i mit liv har været dem, som var radikalt anderledes end flertallets. På et tidspunkt i mit liv mærkede jeg med tydelighed, at noget i mig ikke alene ønskede, men også havde brug for mere ro og stilhed. Jeg vidste, at jeg ikke kunne skabe det, hvis jeg deltog i det gængse arbejdsræs. Altså blev min beslutning ”at stige af bussen” og lade være med at have en fast stilling – uden at vide, hvad der så skulle ske. Mine tillærte dogmer og min indre kritiker fortalte mig mange ting om den beslutning; f.eks. at jeg var doven, ikke-bidragende, egoistisk og ligeglad.

Det var yderst ubehagelige følelser, for intet kunne være mindre sandt! Jeg kærede mig jo om mine medmennesker og mine omgivelser. Samtidig mærkede jeg denne stærke længsel efter ro og tid inde i mig selv. Selvom jeg ikke vidste præcis, hvorfor jeg havde denne længsel og heller ikke vidste, hvor livet som ikke-ansat skulle føre mig og min familie hen – så vidste jeg jo med tydelighed, hvor sandt det føltes! Så dét at stå fast, på trods af andres insisterende spørgsmål, krævede langt mere og et langt større mod, end at søge et job. Hertil kom min egen frygt for ikke at kunne bidrage til familiens daglige brød – og alligevel stole på min intuition, som sagde, at alt ville ordne sig, når bare jeg vedblev at handle kærligt overfor mig selv.

Jeg har nu stolet på min intuition i de sidste 7 år – og har ikke været ansat i de sidste 7 år. Hvad har jeg ”fået ud af” stilheden og roen? Jeg kan kun sige: uendelig mange ting! Og ikke kun jeg selv har draget fordel af den beslutning; men også mine børn, min mand og andre mennesker. Jeg har haft tid til mange praktiske og huslige ting. Jeg har ofte været hjemme, når mine børn kom fra skole. OG jeg har haft tid til at reflektere og mærke efter, til at overveje mine handlinger og til at handle på ny. Når jeg har været rasende, har jeg haft tid til at gå ned og råbe ud over fjorden, i stedet for at råbe ud over andre mennesker. Jeg har haft tid til at mærke efter,hvorfor jeg overhovedet var rasende.. Jeg har haft ro til at vælge fred i stedet for drama og kamp. Og har det fortsat..

Samtidig har alt det ”praktiske” ordnet sig hen ad vejen. Penge, situationer og opgaver er opstået som ud af det blå. Når jeg, sammen med min mand, er blevet ved med at tage sande og modige beslutninger, er alt dét vi har haft brug for, kommet til os.

Lignende modige beslutninger har de skønne mennesker, jeg går med om mandagen, også taget. Og dermed har de tid og ro til at skabe fred – både i det indre og det ydre – en fred, som spreder sig videre til deres familier, venner og nabolag, til deres by og til jordens fællesbevidsthed. Og skulle jeg en mandag alligevel have valgt dramaet og ufreden, kan jeg få hjælp til at komme tilbage til mit naturlige udgangspunkt, som er fred. Det samme kan jeg tilbyde dem.

Min indre kritiker er i mellemtiden blevet stille, når der tales om mit mandags-job. Måske er det også blevet klart for ham, hvad det bidrager til…