Vinni Gren Bonde

(Når jeg får fat i en guitar, lægger jeg akkorder til min tekst, indspiller/ synger og lægger det ud på bloggen).

Vers 1:
Ingen så det komme,
hendes liv er nu omme.
Hun var ellers så kvik …
Nikkede konsekvent til buschaufføren,
lige inden hun trådte ud af døren.
Ofte genstand for et misundeligt blik.

Vers 2:
Årene gik med voksende særhed,
hun frygtede fedt, rygter og nærhed.
Hun var ellers så smuk …
Et såret barn med en fortid,
vandt respekt og manges tillid.
Hun barskt tog imod livets hug.

Omkvæd:
Intet af dette ænsede hun,
tomrummet blev større end livet.
Hun kiggede mere ind end ud,
søgte en mening og talte med Gud.

Vers 3:
Det lange lyse hår begyndte at gråne,
de store grå øjne, børn af fuldmåne.
Rap i replikken – altid på pletten
og en smule bitter i logikken.
Ensomheden ramte mangen en kvæld,
få lukket ind af et lille spjæld.

Omkvæd:
Alt dette ænsede hun,
sjælen blev mørkere end lyset.
Hun levede mere ind end ud,
fandt ingen mening og bebrejdede Gud.

Vamp:
For, hvad skal der til for at kærligheden bliver?
Er det vi får, virkelig det vi giver?
Alt det hun savnede og troede på,
forsvandt i et sus da hjertet gik i stå.

Vers 4:
Hun tjekkede ud i sin bedste alder,
efterlod en masse skvalder.
Hun havde det også svært …
Der blev gættet på mangt og meget,
særligt fra dem, hun for længst havde streget.
Den hårde lektie havde hun lært.

Omkvæd (gentages):
Langt borte ænsede hun,
lyspletter hist og her.
Livet ville tiden trække ud,
lyset forsvandt og endte hos Gud.