Vinni Gren Bonde

Han kiggede udover havet,
som han altid gjorde.
Inde fra bredden.
De boede på stranden.

Havet var foranderligt,
dog altid den samme.
Havet var en trofast ven,
der altid var foranderlig.
Hav-lig.
Far-lig…

Inde på land var store forandringer sket,
jo – det vidste han.
Hvad skulle han med internet?
Han havde jo fiskenet.

I teltet hans dronning sad,
hjalp de tre små i tøjet.
Senere ville hun røge sild,
mens han efter fangst slappede af.

Det gjorde han bedst,
med øl og spillen på sav.
Han sang som konger dømte,
som engle spillede trompet.

Hun smilede bag sit mørke hår,
nød tonen af liv.
Knallerten han startede og kørte til by,
her solgte han de ny røgede sild.

Drengene kom hjem fra skole,
spurgte efter deres livret, som der var mere af.
Midlerne var små,
kravene ligeså.

Børnene legede i sandet,
hun fortsatte sin strikken og røgen.
Senere blev drengene syge,
af verdenen inde på land.

Havet var hans,
børnene hendes.
Døden hans
– minderne hendes.

Saven spiller endnu,
selvom han ligger på havets bund.
Havfruerne stemmer i
– og begræder de evige fem.