Vinni Gren Bonde

Folk drøner rundt og er stressede over alle de fester de skal være med til. Maj måned var det konfirmationerne, juni er det studentergilder. Så er der dimension i 9. klasse (ja, det bliver da også mere og mere amerikansk – vi skulle jo nødig kede os, gå glip af gaver og en god forretning i industrien ….), foruden polterabends, bryllupper, 40 års fødselsdage, Roskilde Festival, etc..

Hvis du mener det er for meget: Så sig dog nej!

“Jamen det kan man jo ikke”. Jo, det kan man. Nej. Det starter med n og slutter på j. Og frigiver masser af god energi.

Hvem ved, hvornår jeg har nået grænsen? Det ved jeg. Derfor siger jeg nej. Og derved også ja.

Kun ved at sige nej, tilstrækkelig mange gange, er der plads til en sandt og fuldt ja.
Jeg ville ærlig talt ikke gide, at have venner med til en fest, hvis de sagde ja, bare fordi de var inviterede, men i virkeligheden ikke rigtig havde lyst.

Hvis de siger nej, betyder det jo ikke, at de ikke kan lide mig. Det betyder bare, at de ikke dukker op nu. De siger jo ikke nej til at se mig for resten af mit liv. De er jo mine venner. Come on. Vi går da ikke i 3. klasse længere. De har en grund, hvis de siger nej. Den grund rager ikke mig. Måske er grunden, at de trænger til at ligge på sofaen og se på skyer. Det skal der være plads til. Og hvem er jeg at vurdere, om denne grund er god nok? Det kan jeg ikke. Det kan kun de.

Jeg siger nej. Jeg er blevet rigtig god til det. Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Sygdom har lært mig det, og lektien er, at jeg bliver syg (igen), hvis jeg (igen) lever andres menneskers liv fremfor mit eget. Derfor: Nej. I øvrigt er der lige cuttet 15 – 20 % af mig og i dag klarer jeg slet ikke det samme som tidligere. Så engang i mellem er det fem gange nej, før der kommer et ja.

Jeg har sagt nej til studentergilde på søndag. Jeg magter ikke. Elsker menneskerne, men magter ikke arrangementet. Ovenpå alle de øvrige ting jeg har rendt til ugen op til. Hvis de ikke forstår det, er det ikke mit problem. Hvis de bliver fornærmede, handler det om dem. Ikke mig. Måske ryster de på hovedet og føler sig en smule trådt på. Who gives a fuck?

Senere på måneden skal jeg til bryllup. Det har jeg valgt at sige ja til. Det ja, er et million dollar ægte sandt ja.

I dag er det Skt Hans. Morten og ungerne er i Sognegården og fejre det, med resten af det lille lokalsamfund vi bor i. Det plejer at være super hyggeligt. Men i år (i dag) er jeg bare død træt, af forskellige årsager. Derfor blev jeg hjemme.

Tag dit liv tilbage. Lev det. Ikke andres. Sig dog nej, Kaj.