Hvem taler om ligestilling på det danske arbejdsmarked? Eller tilmed ligeberettigelse?

Hold op – der er ikke engang ligeværdighed.

Min kusines veninde Maria skrev til mig i sommer, at hun var ved at ryge helt ned med stress. Hun var ellers blevet så glad for sit job i Jylland, efter der var justeret i opgavemængde og -indhold. Glæden druknede dog noget, da en mandlig kollega begyndte at chikanere hende. Han blev ved at skrive til hende, at hun venligst skulle lave eftermiddagskaffe, dække bord og sørge for flødeskumskager til de ugentlige møder i arkitektafdelingen. Det var tidligere en del af hendes job, men ikke længere og det var meldt ud i organisationen af hendes chef.

Maria, som er ualmindelig ansvarsfuld, pligtopfyldende og pleasende som person, skrev venligt tilbage til sin kollega, at det desværre ikke kunne lade sig gøre. Dels fordi hun – som han selv – var meget ophængt af andre opgaver og deadlines. Dels fordi det ikke var en del af hendes jobområde. Hun henviste til den mail hendes chef havde sendt ud i virksomheden.

Maria fik ikke svar retur fra kollegaen. Underligt. Hun blev i tvivl, om han mon havde fået beskeden fra hende. Pligtopfyldende som hun er, valgte hun derfor at gå ned i afdelingen til ham, inden mødet, for at se om han havde sat kaffe over. Det havde han. Pyha godt, tænkte hun. Så får de deres kaffe.

Men her stoppede det ikke. Kollegaen gentog kaffe-ordren yderligere seks gange. Hver gang svarede Maria tålmodigt tilbage, med samme tekst som tidligere. Hver gang hørte hun ikke noget retur, ingen bekræftelse på, om han havde modtaget beskeden.

Snart blev det klart, at der var tale om et spil. Den mandlige kollega ville ikke give op, og kørte på hendes pleaser-gen og ventede bare på, at hun skulle overgive sig og sige “ja, jeg skal nok sørge for kaffe og kage”.

Sådan en adfærd stinker. Det er desværre ikke noget særtilfælde. Maria fik kort tid efter tilbudt en stilling i en anden virksomhed, som hun valgte at takke ja til.

Jeg er “vokset op” i en international R&D kultur, hvor den slags var fuldkommen utænkeligt. Her blev der ingen lunde skelet til køn, seksuel orientering, religion eller race. Der var 32 forskellige nationaliteter alene i DK. Faktisk var det helt almindelig kendt, at det var de finske assistenter der mere eller mindre styrede hele virksomheden, kunne stoppe produktionen med et fingerknips, hvis de ringede op og meddelte noget var galt. De var kompetente og respekterede. Det er der jeg er opdraget. Det er jeg et produkt af. Jeg tog den lærdom med mig ud i  livet.

Da jeg kom ud i “den anden verden” og så, hvad der foregik, blev jeg paf. Dybt paf. Vred. Frustreret Og ikke mindst trist. Trist over, at kønsdiskriminering kunne forekomme. At kvinder ofte finder sig i det. Jeg ser dem smile og trække på skulderen. “Åh hvad, der går vel ikke noget af mig, af at servere smørrebrød til et bestyrelsesmøde”. Nej, det gør der vel egentlig ikke. Der, hvor filmen knækker er, at chefen aldrig kunne drømme om at spørge hendes mandlige kollega i selvsamme job.

Jeg var engang ledelsessupporter og havde en mandlig kollega i samme stilling. Vi delte titel, kontor, chef og opgaver. Vi moste på og leverede varen og grinte alt i mens. Vi havde det sjovt. Alligevel blev han ikke én eneste gang bedt om at lave kaffe til ledelsesmødet, det blev jeg derimod, hver gang!

Det blev jeg faktisk træt af. Ikke at lave kaffen. Derimod over forskelsbehandlingen. Jeg oplevede det sexistisk og kunne ikke acceptere det.

En gang, da min chef stak hovedet ind på kontoret og bad mig lave kaffe til ledelsesmødet (som jeg selv skulle deltage i), svarede jeg nej. “Beklager, det har jeg ikke mulighed for at hjælpe dig med, denne gang. Jeg er nemlig ved at lægge sidste hånd på den præsentation vi skal bruge til mødet, som du lige har givet mig ændringer til. Kan du ikke lige selv sætte kaffe over, eller få John til det?”.

Der blev helt stille. Jeg tænkte, at det bedste jeg kunne gøre, var at sige det lige ud af posen, uden følelser. Ligesom han gjorde, når han bad mig om at lave kaffen.

Til MUS samtalen, samme uge, beklagede min chef sig over min uvillighed til at “løfte i flok” og lave kaffe. Jeg henviste det præsentationen, og det det faktum, at han på intet tidspunkt havde bedt min mandlige kollega om at lave kaffe, kun mig. At jeg derfor så det som nødvendigt at sætte hælene i. At jeg bestemt løftede i flok. Jeg havde dagen forinden stået næsten en hel dag og pakket store kasser ud, for at indrette et nyt printerrum. Det var jeg ikke blevet bedt om, det gjorde jeg bare. For at tage del. For at løfte i flok. Nu var jeg den der var der, op med ærmerne.

Min chef forsøgte at motivere mig til kaffe-brygning igen ugen efter. Som han sagde, så lagde hans kone derhjemme altid de nystrøgede skjorter frem til ham, så han var klædt på til dagen. Jeg skulle klæde ham på til møderne, ved at brygge kaffe.

Den sammenligning blev dog for meget for mig, og jeg svarede ham: “At lave kaffe er som at spise frokost og som at skide: Det er noget vi klarer selv”.

Endnu engang blev der stille. Han bad mig ikke om det med kaffen igen. Et par år senere var jeg til en spændende jobsamtale og blot et hængende hår fra at få jobbet. Vi var to kandidater tilbage i slutspurten. Jeg ved han havde fortalt ansættende leder, at jeg var fænomenal og den bedste kommunikatør han til dato havde haft ansat, men hvis han skulle sige noget dårligt om mig var det, at han fandme ikke kunne få mig til at lave kaffe.

Jeg fik ikke jobbet. Om det kun var derfor tror jeg nu ikke. Den anden kandidat var nok bare bedre. Og godt det samme. For i det job skulle det vise sig, at der var forventning om, at jeg skulle lufte hund !

Ak ja. Meget skal vi kvinder stå model til. Eller skal vi? Nej, vi skal ej. Sig nej. Og sig ja, de rette steder. Observer og mærk efter, hvad der ligger til grund for den stillede opgave.

Den bedste chef jeg har haft nogensinde var en ældre direktør (en skotte), som var pivdygtig. Derfor hvilede han i sig selv. Han var ydmyg og havde samtidig format. Han havde ikke travlt med at pisse territorier af. Han brugte tid på mig, satte mig grundigt ind i tingene og havde altid overskud til en sparring. Han var venlig, professionel og rar. Ham havde jeg naturligt lyst til at hjælpe, med hvad-som-helst. Pakke gaver ind til receptioner han skulle til, hente sandwichs til ham og mødedeltagere, servere kaffe, …,. Det havde jeg lyst til, fordi jeg kunne se der var brug for det. Jeg blev ikke bedt om det, fordi jeg var kvinde.

Hvis jeg ikke lige var der, eller han havde tid, gjorde han det selv. Han bad mig vise ham, hvordan kaffemaskinen virkede. Han bad en mandlig kollega hente kager. Og han morede sig kongeligt, da jeg havde afvist en af hans ledere, som ringede og bad mig sætte kaffe over til et af hans møder. Han ringede og klagede over mig til min chef. Min chef måtte så oplyse, at jeg var hans PA (personlig assistent), og at han da selv måtte lave kaffe og han ville i øvrigt gerne vise ham, hvordan man gjorde.

Den chef var guldet. Jeg fik udfordrende kommunikationsopgaver, udarbejdede månedsrapporter til koncernens CFO og CEO o.m.a.. , og fandt det selv naturligt at lave kaffe, rydde af og tage i mod gæster. Det lå i rollen, ikke i kønnet.

Jeg løfter gerne i flok. Jeg  løfter tilmed gerne alene. Jeg har været chef, hvor jeg har serviceret min medarbejder med at lave det hun ikke kunne nå. Naturligvis! Det manglede da bare. Vi går i øjenhøjde.

Det, som ærgrer mig og gør mig oprigtig trist til mode er, når jeg igen og igen oplever u-værdighed på arbejdsmarkedet. Og jeg er begyndt at tvivle på, om det mon er mig, der er noget i vejen med. Men den lille stemme inde mig minder mig om, at det ikke er mig. Jeg observerer måske bare – endnu mere – af den slags. Fordi jeg ser det. Fordi jeg hele min barndom i R&D virksomheden lærte noget andet. Noget ægte. Det naturlige. Selvfølgelige.

Nu er jeg kommet ud i den dysfunktionelle familie og lægger mærke til sexismen. Jeg kan ikke bare sige “pyt”. For det er ikke pyt. Pyt er, når min søn har spildt, eller min datter fik mudder på bukserne. Pyt er, når bussen er forsinket. Uværdig forskelsbehandling grundet køn, også kaldet sexisme, på arbejdspladserne er ikke pyt. Det er stop. Brems. Holdt. Lav det om.

Det kan vi gøre meget bedre. Det skal vi. Og det starter med os kvinder. Så længe vi siger “pyt” og derved vælger at være ofre, bliver det ikke lavet om.

Ret ryggen søster. Løft i flok (ved at sige nej) de rigtige steder.

Go ….