Vinni Gren Bonde

Tankevækkende blogindlæg fra forfatter og terapeut Lars Muhl:

—

** JEG ER-Terapi ***

I 2005 opsøgte en ung kvinde på 19 år mig i min konsultation. Hun lignede mest af alt en fugleunge, der var faldet ud af reden. Hun havde kræft, og metastaserne havde nu spredt sig så meget, at lægerne ikke mere kunne hjælpe hende, og hun boede nu på hospice. Hun var naturligt nok desperat, for hun syntes, det var uretfærdigt, at lægerne havde givet hende få måneder at leve i.

Hun studerede til arkitekt, og i løbet af samtalen forstod jeg, at det mest af alt var forældrenes ambition, hun forsøgte at leve op til. Ja, at det måske var den eneste måde, hun kunne opnå deres accept på.

Der var ingen tid at spilde, så jeg gav hende først healing. Dengang som nu arbejdede jeg altid intuitivt, så da der under healingen pludselig indfandt sig nogle klare anvisninger, vidste jeg, at dem skulle jeg følge.
Anvisningerne lød således: “Vi er alle Guds børn, det vil sige, at vi alle bærer en del af skabelsen i os. Vi er, som der står skrevet, skabt i Guds billede. Da Moses første gang mødte Gud på et bjerg i ørkenen, i form af en brændende busk, spurgte han: “Hvem er du?”, hvortil Gud svarede: “JEG ER din Gud og skaber, og du må ikke have andre guder end mig!”.

Efter healingen forstod jeg, hvad jeg skulle gøre, og fik derfor den unge kvinde, Maj, til højt at gentage: “JEG ER, JEG ER, JEG ER”, indtil at hver eneste celle i kroppen forstod budskabet. Derefter tilføjede vi: “JEG ER DEN, JEG ER – JEG ER DEN, JEG ER!” Altså, du er et guddommeligt væsen. Du må ikke svigte din sande bestemmelse her i livet, til fordel for andres ønsker og opfattelser. Du må ikke have andre guder end mig. Altså, du må ikke svigte din højere bestemmelse.

Efter konsultationen kunne jeg se, at Maj var meget mere jordforbundet og balanceret. I de to efterfølgende uger fortsatte vi og gentog healing og JEG ER-terapien.

Efter tre uger ringede Maj. Hun var ekstatisk. Hun ville invitere mig på frokost i hendes nye lejlighed. Kræften var ikke alene i bero, den var på retræte, og hun kunne ikke mere være på hospice. Lægerne forstod ingenting.

Efter frokosten gik vi en tur i Marselisborgskoven. Maj var intens. Hun ønskede at give det mirakuløse, der var sket med hende, videre til andre kræftpatienter. Jeg forsøgte at berolige hende. Hun burde tage sig af sig selv. Men jeg kunne godt mærke, at hun var nærmest besat af ideen.

Det efterfølgende år mødte jeg hende ‘tilfældigt’ ved forskellige lejligheder, og hver gang så jeg, at hun var mere og mere stresset. Hun fablede stadig om at ville hjælpe andre etc. Jeg forsøgte at nå hende, at gøre hende det klart, at hun var i færd med at opbygge det gamle mønster, og at hun måske igen var i færd med at ville leve op til andres forventninger om at skulle være perfekt og rigtig.

Året efter fik jeg besked om, at hun var død. Det var to år efter, at hun første gang havde opsøgt mig. Jeg tænker tit på Maj. Hun var et stærkt lille menneske, og hendes kamp er et eksempel til os.
Vi må ikke glemme vores sande kald, blot fordi vi ønsker at få anerkendelse fra andre. JEG ER DEN, JEG ER, og jeg må være tro over for det guddommelige i mig.