Vinni Gren Bonde

Jeg arbejde på et tidspunkt i en dansk virksomhed, hvilket var lidt uvant for mig. Siden jeg var 21 år havde jeg arbejdet i store internationale multikulturelle miljøer.

Hele mit arbejdsliv har jeg haft jobs (ved nemlig endnu ikke hvad en “karriere” er …), hvor jeg dagligt har samarbejdedet med folk fra hele verden, herunder i sær Mellemøsten og Europa. Jeg tænder på fremmede sprog og dialekter, og sidder altid med ører på stilke, for at gætte, hvor folk kommer fra.

Min interesse strækker sig til at omfatte fremmede kulturer, religioner og musik. Jeg har en fortid som semiprofessionel mavedanser, har boet i Israel og har studeret mellemøstlige sprog på aftenuniversitet. Derfor blev jeg også vildt begejstret, da min lillebror fortalte han skulle giftes med en iransk raketforsker. Og ualmindeligt chokeret, da en leder i den danske virksomhed ikke ville “ansætte en neger”.

Jeg stod inde på direktørens kontor og ping-pongede med ham, da førnævnte leder bankede på. Han ville høre, om han måtte sparre med os. Han var midt i en rekrutteringsrunde og havde nu valgt de bedste ansøgere ud, hvoraf den ene var dansker af anden etnisk herkomst. Så nu ville han høre os, om vi – hånden på hjertet – ville indkalde én der hed Ali til en samtale – om vi ville ansætte en neger. Jeg kom til at tænkte på min ex-kæreste, som hed Ali, og overvejede et sekund om det kunne være ham.

Jeg var dybt paf! Følte foragt. Jeg undlod at sige ét ord, for jeg ville høre, hvordan direktøren ville takle den slags idioti. Direktøren grinede og sagde “Nej, det ville jeg aldrig gøre. Man kan jo ikke sende sådan én ud til kunderne”.

Naturligvis er det CV, resultater og kemi, der til hver en tid må være afgørende for en ansættelse. Hverken navn, køn eller seksualitet. Det tror jeg de fleste mennesker kan blive enige om. Jeg troede faktisk i min naivitet, at vi for længst var der. Derfor var jeg rystet over den føromtalte leders spørgsmål, og ikke mindst direktørens svar. Jeg overvejede, hvor meget der egentlig forekommer af den slags i virksomhederne.

Senere på måneden undlod samme leder at ansætte den bedste kandidat, fordi hun var kvinde. Han forklarede det ved, at hun jo nok snart skulle have børn og i øvrigt nok ikke kunne drikke øller med gutterne. Altså antagelser, ikke facts. Han ansatte en, som mindede om ham selv. Der var jeg ved at brække mig.

Derudover bad han sine mandlige medarbejdere med fuldskæg om at rage det af. Jeg sad og tænkte, om han på et tidspunkt kunne finde på at bede mig få lavet større patter og gå i kortere nederdele, siden han tydeligt allerede var helt ude på et sidespor. Vi begge refererede til direktøren, så det gjorde han trods alt ikke. Jeg er helt med på, at der i visse stillinger er en kodeks, men at gå så vidt som at påtale et velplejet fuldskæg er ikke ok.

Det er vigtigt, at acceptere andre mennesker har andre holdninger en én selv. Min kusine hænger for tiden på DF’s plakater overalt i landet, og mener der er så meget vi skal passe på. Hun og jeg kan ikke være mere uenige rent politisk, jeg selv er dybt venstreorienteret. Derfor bliver jeg alligevel nødt til at acceptere hendes syn på tingene.

Der er dog punkter, hvor der ikke er nogen kære mor, hvor vi slet ikke skal acceptere anderledes-end-os-selv-frygten. Det gælder, når man undgår at ansætte en person, grundet navn, køn, religion og seksuel orientering. Det er slet ikke i orden. Let the best (wo)man win. Kort og godt.

Om aftenen, efter at have lyttet til idiot-lederen, var jeg brandærgerlig over jeg ikke havde givet ham tørt på. Og desuden taget en one-to-one med direktøren, og forklaret ham sagens alvor i hans udtalelse – og holdning, og hvilke konsekvenser det kunne få for ham.

Jeg blev dog ikke i virksomheden så længe. Jeg var efterhånden træt af at være der, og lægge ører til snotdumme kommentarer som, at min mand ikke var en rigtig mand, eftersom han ikke interesserede sig for biler.

Ak ja, når man som jeg har arbejdet sammen med knalddygtige ingeniører fra Mellemøsten og Polen, med høj moral og respekt for andre, er der meget langt ned til bunden af den andedam, som stinker af råd så snart man begynder at røre i den.