Vinni Gren Bonde

Tak, du snart gyldne mark,
overfor mit smukke køkkenvindue.
Hej, du allergibefængte bynke
– du afblomstrede mælkebøtte.

Jeg kigger ud af de småsprossede køkkenvinduer,
og frydes over synet af ‘igen’.
År efter år, er naturen den samme
– på nær lige det – vi gør ved den …

Kontinuerlige strå, du er for kort – grundet bonden,
insister på dit liv og din længde!
Varierende grøft, du svinger i humør
– jeg elsker din frie natur.

Appels rettigheder er tykkere end ‘Macbeth’,
min undren federe end de flestes.
Hej igen, du småsprossede køkkenvindue
– jeg elsker din standhaftige facon.

Har du lagt mærke til de grønne alger på fliserne?
Hønsenes ændrede lyd?
I formiddag var jeg træt, dog oppe
– jeg løb ud for at se, hvilken farve skyerne havde.

Kære småsprossede køkkenvindue,
alt ændrer sig – dog ikke du …
Øj, jeg nyder de håndgjorte hanebjælker
– de emmer af forgangenes mænd hænder.