Vinni Gren Bonde

I denne her del af verden, er der kultur for at spørge andre om stort set hvad-som-helst. Næsten alt er tilladt under devisen at man jo højest kan få et nej. Selv en vildt fremmed sælger kan finde på at ringe, og undrende spørge “hvorfor ikke?”, når denne får en venlig afvisning, og prinsessen dermed allerede har fået et lukket svar.

I spørgsmålet ligger et krav om en grund, som skal vægte tungt hos spørgeren. Som også er den, der vurderer, hvorvidt grunden er godkendt som værende gyldig eller ej. Og er den ikke gyldig i spørgerens øjne, kan vi let forvente endnu flere spørgsmål som skal besvares, og så kører en diskussion pludselig om, hvorvidt det man synes og gør som person, er rigtigt eller forkert.

Det er en kultur vi ser på arbejdspladser, i familien, blandt venner, i institutionerne – ja i hele samfundet. Jeg kan godt forstå der er mange, som føler de bruger al for meget energi på at forklare, hvem de er og hvorfor de er. Det er jo opslidende.

Jeg kan så godt lide den kultur tarahumara indianerne i Kobberkløften (Mexico) har. De mærker efter og tier stille, hvis de har et spørgsmål de gerne vil stille et andet menneske. Så er det op til det andet menneske at åbne op for denne mulighed. Hvis han vil. De lever et liv, hvor de har god tid. Det vil være lidt svært at praktisere dette helt ud i et samfund som vores. Det vil dog være klædeligt, hvis vi kunne tage ved lære af det og bruge vores (til tider manglende) situationsfornemmelse.

Lige så interessant er det, når en tarahumara indianer vil besøge en anden. Han benytter ikke sms aftaler, og går derfor den – ofte – lange vej hen til den andens hus. Og så banker han altså ikke bare på. Han sætter sig en del meter fra huset, med ryggen til ejendommen, og venter. Har han ventet længe, rejser han sig og går hjem igen. Såfremt husejeren åbner døren og henter ham, er han budt indenfor. Måske er de hjemme, men ikke modtagelige overfor besøg.

Det synes jeg er enormt respektfuldt.

Den metode er måske ligeledes lidt bøvlet for os andre at benytte, og jeg synes heller ikke det er nødvendigt at køre den derud. Jeg kan dog godt lide ideen.

Situationsfornemmelsen kunne jeg dog godt tænke mig at få på banen, for den er for længst gået af fløjten i mange sammenhænge. Det er nemlig som om, at det er helt ok at stille undrende spørgsmål. Det gælder i øvrigt også til jobinterviews. Der kan kandidater godt få stillet temmelig nærgående spørgsmål, hvis svar de to eller tre mennesker på modsatte side af bordet, hver i sær skal veje for lette eller tunge. Tænk hvis vi vendte den om og stillede samme type spørgsmål: “Ja, jeg er nok en besværlig medarbejder – hvad med dig, er du en besværlig chef?”. En ansættende direktør spurgte mig engang: “Hvorfor er du egentlig ikke gift?”. Da jeg kom hjem slog jeg mig selv i hovedet over, at jeg ikke fik spurgt ham: “Hvorfor er du?”.

I mange sammenhænge er det dog forholdsvist let at undlade at svare. Jeg er blevet bedre til det. Det er en øvelse. Jeg efterlyser dog noget mere ordentlighed i samfundet. Det er som om det hele er blevet så forfladiget og samtidig er alt tilladt. En Facebook-agtig kultur, hvor mange tror det er helt o.k. at prikke andre på skuldrende og så give dem råt for usødet om, hvad man mener, om alt – lige fra deres udseende, politiske ståsted og livsværdier. Det er træls, siger jeg – og jeg er ikke engang jyde.

Jeg savner tiltaleformen De. Der er situationer, hvor den er passende og hvor jeg synes vi mangler den i vores sprog. Det handler ikke om, at De rangerer højere på en skala end jeg. Det handler blot om, at holde en lille klædelig afstand. Der er grænser for, hvad vi kan tillade os at spørge et andet menneske om, hvis vi benytter tiltaleformen De. Samtidig er det muligt at flirte en lille bitte smule, hvis vi benytter De – fordi det viser med al tydelighed, at vi udmærket er klar over der er en afstand. Som vi selv har lagt, ved netop at benytte De formen. Formen bør ikke benyttes udelukkende til ældre mennesker, men i det hele taget. Havde jeg en forretning, ville jeg oplære personalet i brug af De formen, og i øvrigt lære dem at have øjenkontakt med kunden og afslutte “Tak for i dag og på snarlig gensyn” og ikke det der forfladiget “Ha en go da, ik !”, som giver mig myrekryb.

Tilbage til den gamle mavesure dame: En ung fremmed indvandrer fyr benyttede engang De tiltaleform overfor mig, da han bad om min hjælp med noget praktisk. Det gjorde, at jeg fandt ham sympatisk og ikke for nærgående, bare høflig. Han var på ingen måde flirtende og at han var klar over jeg var en del ældre end ham. Meget klædeligt og det virkede helt naturligt for ham. Med et stort smil hjalp jeg ham som det selvfølgeligste. Han virkede ikke krævende, men appellerende.

Og det her handler ikke om at jeg var overrasket over, at en indvandrer kan finde ud af at bruge De formen. Det handler om, at han tydeligt ikke var vokset op i et Danmark, hvor De formen længere eksisterede. Alligevel havde han valgt at benytte den helt bevidst, og det fortalte meget om ham og hans værdisæt. Hans gode tone.

Og det er præcis, hvad det handler om. Den gode tone. Der er for mange toner, som er helt skæve og musikken i sproget klinger falskt. Lad os lige pifte fløjten og tjekke nodearket, inden vi stiller andre mennesker spørgsmål. Måske vi i det hele taget bare skulle være  bedre til at lytte efter udråbstegnene i stedet for at skyde med spørgsmålstegnene?

Vi risikerer endda, at få svar ved at tie og lytte.