Vinni Gren Bonde

Igen, var det bare fnidder fnadder.
Denne verdens tomme og ligegyldige fnidder fnadder.
Konflikter på kryds og tværs,
bare fordi enhver mente de var på den rigtige måde
– de andre på den forkerte.

Vinden løfter bladet fra jorden
og bærer det i luften,
indtil det igen lægger sig på græsset
og passivt venter på atter at blive revet med.

Sårene ord
over ligegyldige handlinger.
Alt sammen afledt af indre forestillinger,
fra helt andre oplevelser.

Fnidder fnadder,
den tomme sladder.
Kommende pladder
afledt af barndommens smadder.

Bladet letter igen.
Denne gang rives det med af vinden
i en anden retning.
Gad vide, hvad bladet mener om dette?

Jeg vil hellere danse
med dig,
svævende over søen
– til “They dance alone”, af Sting.

Det gode ved at give slip
og lade sig falde, som bladet, er
at jeg intet kan høre grundet vindens susen.
Jeg hører kun melodien, den skaber.

Der er intet nyt under solen,
jeg kan ikke se vinden,
– kun det, den gør.
Jeg lader mig falde.

Jeg åbner et vindue,
i mit indre lyse rum.
Vinden fjerner smudset i krogene
og giver et friskt pust.

Når jeg ser den aqua grønne trævæg,
som har samme farve som Liguriens vinduesskodder,
fyldes mit hjerte med ro.
Den farve er i mit hjerte, som saltet er i havet.

Jeg får lyst til at græde,
når det blæser.
Det er som om, jeg er ved at miste nogen.
Ligesom fiskekonen, der tænker på manden til havs.

Bladet letter atter.
Lander blødt på terrassens flise.
Det hvirvler med mindre blade fra busken.
Mit blad ligger endnu tungt.

Vinden bærer mangt og meget med sig.
Den er lidt af en sladderhank,
kommer fra alle verdenshjørner.
Og den kan rense luften.

Bær mig, vind.
Lad os danse på søens gus.
Når vi forener os med den,
er vi atter hele – som før tidernes morgen.