Vinni Gren Bonde

Jeg falder for integritet.
Det rå og utilslørede,
det skræmmende umiddelbare og sande,
som udefra fejlagtigt forveksles med det banale.
Det – til tider – grimme ansigt,
dog ægte.

Handlingens insisterende fure
– fremfor skønhedens falske glathed.
Og dog, den billedskønne stærkt seksuelle kvinde,
der er lynende intelligent.

De unge har det.
De gamle har det.
Børnene har det.
Måske.
Integriteten.
Midt i livet bliver den let væk.
Overskygges af frygten.
For at miste jobbet,
titlen,
anseelsen,
muligheden.
Huset,
bilen,
ferien,
konen.
Potensen.

Den er dyr!
Integriteten.
Den koster.
Den forveksles tit med det blotte mod.
Det er ikke den.
Det er frygten igen,
i forklædning.

Når vi har den,
er den en motor så stor.
Vi kan køre til livets ende på den.
Og komme sikkert i mål.

Jeg tænder på integriteten,
og det den gør ved os,
ved mennesker omkring os
og de frugt som høstes af den.
For med den bredes ringe i vandet,
der kunne synes at begynde som et stille skvulp fra et stenkast,
næsten lydløst.
Ringende begynder.
Tager til.
Og kan udvikle sig til kæmpe Stillehavs-bølger
– til reelle tsunamier.

Vi finder den hos Knud, der spiller på sav på “Pinden”,
hos den enlige mor, der mente det var bedre sådan.
Hos chefen, der trodsede bestyrelsen
og hos manden, der nægtede at give slip på drømmen.

Integriteten kan syne som et tilfældighedernes resultat,
bag uovervejet handling hos den evigt overmodige.
Ak – integritet er en såsæd,
med magiske stærke celler.
Når ejeren handler i resonans med integritet
og klemmer den ud mellem fingrene,
mellem tænderne,
mellem hjerte og mellemgulv
– i et fuldt og helt ja!
fødes nuet.
Kunst.
Vi får et glimt af kosmos,
en krone-orgasme.