Vinni Gren Bonde

Det prikker i ørerne,
dulmer blidt.

Egentlig ville jeg helst være havet,
den part var dog taget.
I stedet iklædte jeg mig det røde slør
– og den grønne kjole.

I morgen er der atter regn.
Træerne trækker kraften retur.
Sådan gjorde min krop også for et par år siden.
Nu kræver den sin ret.

Kan du høre havets sjæl
– bølgernes rytme?
De bærer os i både,
til fremmede egne.

Mine fingerspidser er så følsomme,
at jeg forestiller mig det gør ondt at røre ved dig.
Nu omgiver jeg mig med blåt lys,
og modtager af dit bæger.

Jeg har det som om,
der er noget jeg glæder mig til.
Alligevel vil jeg ikke vide,
det du vil fortælle.

Dronning, dronning vågn op, du ukronede Malika.
Op, af din søde søvn.
Ro, ro og sov du bare
–  du indre Skyggernes Natinde.

Om lidt lægger jeg mig ned på min røde kappe,
falder i søvn
– og kærlighed
vil atter vågne af havets sjæl.