Vinni Gren Bonde

Jeg blev så glad i dag,
da jeg gik hen over gaden,
og så lysene danse i vinduerne
– i takt til Lis Sørensens “Verden er i farver”.

Tror nok det var en søndag med wienerbrød,
hvor historien blev læst højt.
Siden kom Kronprinsesse Mary til Danmark
og alting blev ligesom bare lidt mere lyseblåt.

Hallo, kvinde, har De husket Deres handsker?
Underligt som ting forsvinder
som driver dug for regn.
Vi genkender hinanden via tegn.

Skabelsen har mange navne,
ligesom alle de kære børn.
Vi taler alle om hver vor mening herom,
som i virkeligheden bare er hver vores hukommelse derom.

Murere lægger egentlig kabale,
når de jonglerer med de der’sns mursten.
Jeg tror jeg vil bygge mig en sneperson i haven,
ja, for man må jo ikke længere sige snemand, eller julemand.

I Peter Hvidfelts Stræde bor en pensioneret fisker fra Dragør.
Han er ensom og vil egentlig bare tale om fortiden.
Om dengang han lå og krydsede i Øresund, inden broen blev bygget.
Hans kolleger var Simrishamnere, Bornholmere, Bergenere, Gotlændere og Hollændere.

Når jeg ser mig selv i spejlet,
forundres jeg ofte over jeg ser sådan her ud.
For inden i er jeg ham den føromtalte fisker.
Jeg havde forventet et gammelt ansigt, med historier i hver en fure.

Det er underligt at tale til et par kunstige vipper og tussede bryn,
der flakker med øjnene og laver sygt mærkelige bevægelser med plastikneglene.
Åh gud, om de bare kunne slappe af og finde sig selv, de der unge Matas-piger.
De har sikkert ikke engang fundet klitoris endnu.

I morgen, når jeg vågner, vil jeg atter stå op.
Så har jeg allerede sejret.
Alt derefter er jo bare bonus.
Verden er i farver.