Vinni Gren Bonde

Kære venner

Jeg skriver til jer,
fordi jeg er faldet ned i et andet solsystem
og havnet på en planet kaldet Jorden.

Den er beklædt med smukke grønne skove
et stort ocean
og vrimler med dyr og mennesker.

Folkeslag fra alle Jordens hjørner
beretter på hver sin måde om Jordens oprindelse.
Smukke skabelsesberetninger,
som i sit udgangspunkt alle handler om liv og kærlighed.

Alligevel forbeholder mange folkeslag sig retten til at vide,
at deres beretning er den sande.
Af en eller anden grund,
kan mange ikke se sammenhængen i disse smukke beretninger.

Ved første øjekast er Jorden mangfoldig og smuk.
Smukkere end jeg kan finde ord til at beskrive.
Men mennesket har så mange sære ting for.
Og det er derfor jeg med blødende hjerte skriver til jer.

Her er hårdt brug for jeres hjælp!
For mennesker er ved at udrydde planter,
de piner dyr
– og hinanden.

Det allerstørste problem,
er menneskets manglende evne til at se.
De, som ser
er sjældent hørt, ja måske endda latterliggjort.

Mennesket har en skal / en krop.
Denne er i stor ubalance,
fordi mennesket kun plejer denne
– og har glemt, at den hænger sammen med det indre.

De køber selvtillid på dåse,
og bliver mere og mere ulykkelige i deres inde verden.
De dømmer hinanden på farver
til trods for de render rundt og er blinde.

Kvinder får fjernet deres raske bryster,
i frygt for de måske en dag bliver syge i dem.
12 årige piger får livsfarlig “forebyggende vaccine”
– mod en seksuel overført sygdom.

Mænd bruger penge på endnu størrere biler,
som de egentlig ikke har råd til (eller brug for),
og må derfor arbejde endnu mere
– og miste kontakten til deres børn.

Børn får alt for meget skærm-tid
og alt for lidt face-tid.
Når de reagerer på voksnes syge adfærd
– svarer de voksne igen med diagnoser og medicin.

Børnene indeholder ægte liv og kærlighed,
hvormed Jorden blev skabt.
Men lyset fra børnenes hjerter
lukker voksne i hast ned for.

Det er hård at se,
at de sjæle, der kommer hertil
– som Jorden så hårdt har brug for –
er dem, der er mest misforstået.

Jorddyrkere er hernede jord-dræbere.
De, som dyrker jorden naturligt har hårde vilkår.
Mennesket er sygt af maden fra jord-dræberne,
oftest uden at ane sammenhængen mellem gift og sygdom.

Hos mennesket er der mange regler.
Bestemte måder at gøre ting på, og være sammen på.
De, som ikke følger disse regler,
bliver lagt for had.

Hvor mennesket som art er på vej hen,
kan være svært at sige.
Èn ting er dog sikkert,
de er ikke på vej hjem.

Mennesket har glemt, hvem det er
– og hvorfor det er.
Har glemt, hvad det engang har lært
og tror i dag det skal gøre noget, for at være noget.

Alligevel gør mennesket så meget underligt …
Så utrolig meget dårligt,
for sig selv
og naturen.

Alt imens de dræber Jorden,
frygter de for Solen.
De smører deres børn og sig selv ind i noget hvidt på huden,
så de livsvigtige stråler fra Solen ikke når cellerne i kroppen.

De er bange for Solens stråler,
samtidig udvikler de farlige stråler, som gør dem død-syge.
Dem hænger de op i master overalt i landskabet og byerne,
og strålerne “taler” med apparater som børn og voksne har på sig.

Jo mere ondt i livet mennesket har,
dets mere kaster det dets skygger på andre.
De nationer, som hævder at være højst udviklede,
er de, som svigter de dårligere stillede.

De rige nationer ønsker mere vækst og rigdom.
De går i krig for at holde magtbalancen “på plads”.
Med hjælp fra medier og såkaldte “falske nyheder”,
får de befolkningers opbakning, til at handle som de vil.

De handler med mennesker
dyr
babyer
våben …

Manipulation fra de øverste,
er en daglig bedøvende gentagelse.
Historier fremstilles sort / hvidt
– mennesket dømmer ud fra hurtigt læste overskrifter.

Holdninger til en anden nations adfærd,
er formet af det, som er “smart” at mene i lande langt derfra.
Det, som en lærer fortæller elevere i skolen
– uden dog at have den fulde historie, til at kunne (be)dømme.

Mennesket har for mange ting
for mange aftaler
for meget misundelse
for meget fnidder fnadder.

De lever i den ydre verden
og har fuldkommen glemt den indre.
De bliver syge
dog ikke klogere efterfølgende.

Jeg beder jer, kære venner derude
at I sender hjælp her til Jorden.
Jordens største udfordring – er mennesket.
Dog kun mennesket, kan vikle sig selv ud af alt det rod – det har viklet sig ind i.

De mange som sendes hertil andre steder fra,
har umådeligt hårde tider.
De bliver dog også voksne en dag.
Så håber jeg inderligt, at de endnu kan se.

– og tage langt bedre i mod dem, der kommer hertil til den tid.

Mange håbefulde hilsner