Vinni Gren Bonde

Vi kan ikke magte det,
kun betragte det.

Ingen af os er skabt
til at kunne håndtere alt det hér,
rumme alt det dér
følge med i det der sker.

Muligheder er positive,
dog ikke når de falder over hinanden
for at komme først.
Se mig – hør mig – svar mig ….

Mens det ene ringer,
kimer det andet
brummer det næste
vinker det bedste
– eller er det?

Det er ikke til at se skoven for bar træer.

“Jamen, det er jo bare en servicemeddelelse”.
Gu er det røver
– det er larm!
Forstyrrende.
Støj.
Forurening af det, som netop var blevet rengjort.

Nu er der atter forvirring
– forværring …

Jeg synes endnu,
at Vivaldis Laudate Peuri Gloria Patri part I
er noget af det smukkeste musik skrevet.

En lyd fra skoven kalder.
Jeg genkender den,
men ved ikke hvad det er for én.
Jeg drages.

Nu synger den himmelske stemme med.
Synkront følges de.
Jeg følger trop.

Mon de viser mig vejen gennem skoven
til en lysning?
Et uberørt helligt lille sted?
En åbning af upåkrævede muligheder?
– som ikke står i kø
for at falde over hinanden.
Hvor tempoet ligesom bare passer
til min vejrtrækning.
Uden jeg skal tænke
uden at gøre noget
bare være
mere.

Hej lysning
hvad er dit sande navn?
Jeg synes jeg har set dig før
– er du herfra?

Er vi beslægtede?
Jeg aner vi har samme træk
eller er mit træk at vi har samme aner?
Jeg håber jeg har ligeså meget tid
som du er.

Vil du ikke nok være sød
at lukke de andre uanede mulige hedder ude,
så du kan se skoven
for bar træer?

Så kan du nemlig se mig,
siger du.