Vinni Gren Bonde

Der var engang et yndigt land. Folket var lykkeligt, Dronningen gammel og politikerne omsorgsfulde. De gik meget op i folkets sundhed.

Folket lyttede efter, hvad der blev sagt på TV, i radio og læste avis dagligt. Det havde de lært i skolen at man skulle. Folket mente, at de var oplyste, uddannede og måske lidt mere intelligente end andre folk i andre lande.

Og på TV blev der i midlertid sagt mangt og meget, fra de omsorgsfulde politikere. De var nemlig begejstrede for at kunne oplyse, at man havde fundet ud af, at Julemanden var ægte. Han levede skam, og var bestemt ikke blot en mytisk figur forbeholdt barnetro. Nu ville intet være som før, sagde man.

Det lykkelige folk værdsatte de modige og stærke politikere, som turde stå ved denne opdagelse, trods mange spørgsmål fra skeptikere. Informationer om Julemanden, opdagelsen og hvorfra han i virkeligheden kom blev delt i radio og på TV, hver time. Døgnet rundt. Folk lyttede spændt og følte en ny form for samhørighed med deres landsmænd, som de nu kunne tale med om Julemanden. Man talte ellers mest om vejret og andre ting fra TV. Men nu, ja, nu talte mange næsten ikke om andet end Julemanden. Man ønskede også at vide, hvordan han så ud, og fik vist en gammel mand med hvidt skæg og rød dragt.

Skeptikerne var dog en kæp i hjulet, for de forlangte til stadighed at se dokumentation for denne opdagelse. Det kom der ikke. Politi og journalister lukkede munden på disse sandhedssøgende skeptikere og kaldte dem alverdens grimme ting. Man brugte mange millioner af guld på, at bortcensurere skeptikeres spørgsmål og udtalelser fra alle medier. Talere, demonstrationer og 100.000 lægers skepsis, blev slet og ret fjernet og stemplet som misinformation, som endelig ikke måtte nå ud til det lykkelige folk.

Efterhånden var der gået et lille års tid. Politikere, journalister og hvermand talte konstant om Julemanden. Der hang billeder af Julemanden ved indgangen til alle forretninger, virksomheder, skoler, børnehaver og caféer. Det var absolut uundgåeligt at både se og høre om Julemanden. Og det var for længst blevet et lovkrav at gå med nissehue. Ikke at det havde nogen effekt, men symbolværdien var høj, mente man.

Skeptikerne var ikke meget for at gå med nissehue, da det gav svamp og skæl i hovedbunden af det syntetiske stof. Derfor gik nogen rundt uden. Der blev kigget skævt til disse og flere steder blev de nægtet adgang. Ja i nogle tilfælde blev de politianmeldt og afhørt på politistationen. For det blev opfattet som egoistisk, at gå rundt uden nissehue. Også selvom videnskabelige studier viste, at det var sundhedsskadeligt at bære nissehue.

Skeptikerne var farlige mente politikerne og kendisser blev derfor betalt store summer for, at fremvise billeder af sig selv med nissehue. Ja Sundhedsstyrelsen bragte billeder af, at man lignede en klovn, hvis man ikke bar nissehue, og viste et billede af en kniv med blod på med ordene “Hvis ikke du bær nissehue, så bær nissehuen dig”. Skeptikere råbte vagt i gevær og pegede tilbage på et naboland mod syd, som engang brugte den form for “opmuntringer”, med megen lidelse og død til følge.

Det lykkelige folk i det yndige land var blevet splittet. Familier var splittede, venner splittede. Skeptikerne blev ved at forlange dokumentation for, at Julemanden faktisk også fandtes og ikke bare var en illusion. De blev hånet, for det var da tydeligt for enhver, at Julemanden fandtes. De fik ingen dokumentation. De omsorgsfulde politikere blev ved med at tale uden om og sagde, at der var masser af dokumentation. Men intet blev fremvist.

Der blev foretaget tests, som skulle påvise Julemandens eksistens. Opfinderen af disse tests havde udtrykkeligt gjort opmærksom på, at testapparaterne ikke kunne bruges til bevismateriale for Julemandens eksistens. Så døde han. Og så gik man i gang med at teste. Var der for meget skepsis, testede man bare noget mere og sagde “se selv!”.

Splittelsen og hysteriet ville ingen ende tage, og politikerne forlangte Julemands-sind. “Man lukker jo ikke et helt land ned og går med nissehuer, bare for sjov” sagde Julemands-tilhængerne hånende til Julemands-skeptikerne. Og det var nok netop det, som gjorde skeptikerne skeptiske. At man tog så drastiske foranstaltninger i brug, stadig uden at have bevist Julemandens eksistens. Der måtte lægge noget under, som de omsorgsfulde politikere og den gamle Dronning ikke fortalte.

Og det var der også, for det handlede slet ikke om nogen Julemand. Han var en ren og skær opfindelse og en afledningsmanøvre, for en helt anden plan.

Med ærlighed kommer man længst, siger et gammelt ord. Og derfor kom det da også frem for en dag, at Julemanden ikke var en realitet og de bagvedliggende hensigter alt andet end omsorgsfulde. Dét, efter en meget mørk og stormfuld vinter.

Da der omsider gik en prås op for det lykkelige folk, blev de ganske ulykkelige. Forvirrede. Kede af det. De havde jo altid troet på det der blev fortalt på TV og i radioen. Det kunne man åbenbart ikke længere. Og hvad med de mange billeder på TV af Julemanden? Hvordan kunne det gå til, hvis han ikke var ægte? Nu ville hele folket se beviserne, som skeptikerne fra start bad om. Men sådanne beviser kunne man ikke fremvise, for der var ingen.

Eventyrets morale er, at Julemanden ikke eksisterer, bare fordi politikere på TV bliver ved med at sige det.

Se, det var en rigtig historie. Glædelig jul.