Vinni Gren Bonde

I min barndom og ungdom var det normen at have debatter i TV, radio, aviser og forsamlingshuse. Ja, i skoler, institutioner og alle steder, hvor folket var. Debatter om dette og hint. Om politik. Om tro. Om meninger og synspunkter. Hver gang der var et emne, som optog os, var der paneler efter paneler af repræsentanter af forskellige meninger. Og det tog lang tid at overvære disse debatter. For, hver en mening var OK. Hvis blot man havde én og argumenterede for den.

I min skole lærte vi tilmed, at lytte, spørge, undres, forarges, acceptere og være bevidste – om andres meninger. Vi lærte æren i at lytte til andre. Forstå, muligheden for at gro. Og lærte vigtigheden af, at forsvare egne holdninger. Var man paf over, hvor forskellige meninger og holdninger andre havde, var det kun en berigelse til øget kundskab. Det kunne jo nemlig være, at der var noget man kunne lære. Måske.

I øvrigt var der dengang virkelig god tid til at forklare sig. Ingen afbrydelser. Ingen reklamer. Ingen utålmodige kom-nu-med-et-one-liner svar på mit baby-sprogs spørgsmål. Et ja-nej-svar. Et ikke-mere-båndbredde svar. Enhver måttet have lov at have sin mening. Og gav sig god til til at sukke, smaske og tænke længe, inden svar blev givet. For åben skærm. For åben air. For denne “venten” var blot med til at øge lytterens og seerens tilstedeværelse. Opmærksomhed. Årvågenhed.

Jeg tror kun Finland stadig har den dyd.
Åh jo, det var en anden tid ….