Vinni Gren Bonde

Mon det er med vilje spurven gemmer sig?

Den første lyd var min.
Nørrebro sang med.

Tror du vinden har det med at fryde sig?

Tagensvej er stadig røvsyg.
Refnæsgade, det kedelige kvarter,
som vækker fars barndomsminder.
Guldbergsgade, og det trygge sted hos oldemor.

De gemte sig senere,
bag ligusterhække
– hvor Volvoer holder
i forstads-facadens folder.

Planken i Junckers gulvet græder,
føler sig trådt på
– og tørret.
Årene ligner dem farmor havde i ansigtet.

Nogle pianoer lyder som tyk vat.
I sær dem, der er melankolske.
Det er som om klangen har bihuletændelse,
ligesom dengang jeg opdagede Hornung & Møller.

Den bedste tilstand, er den,
hvor det hverken er godt eller skidt.
Nærmere begge dele
– eller rettere, det hele.

Jeg er den der børnesang,
du ved, “Se min kjole”.
Jeg er alle farver
– for regnbuen er min ven.

Jeg tror ikke spurven gemmer sig
– og den er heller ikke stum, bag kvist.
Det er nok bare mig, der gemmer mig,
og spurven, som leder efter mig.