Vinni Gren Bonde

Titler stritter på mig!

Det er praktisk at kalde sig elektriker, hvis man gerne vil tiltrække kunder, som har brug for at få ordnet ledningsføring i køkkenet. Det giver også god mening at omtalte sig selv som frisør, når man har en frisøruddannelse og gerne vil bruge den. Dog er der noget i det med titler, som får mig til at trække mig helt tilbage, lukke ned for boks 1 og intet fortælle…

For et par måneder siden var der en aften tre mennesker som – uafhængigt af hinanden – spurgte mig, hvad min profession var. Jeg svarede: “Jeg krydrer røv”. De blev alle tre lange i ansigtet. Da de gravede lidt i, hvad det betød, fortalte jeg at jeg har arbejdet og for syv år siden valgte jeg at opsige min stilling til fordel for at være hjemmegående husmor. Og det stortrives jeg med …

Det er så forskelligt, hvordan folk reagerer på den del – men det er jeg ligeglad med.

Jeg fortæller ikke den fulde sandhed om, at jeg er seerske. At jeg har uddannet mig hos Lars Muhl. At jeg dagligt bruger flere timer på at kommunikere med engle, meditere, bede, spille shamantromme …. og hjælpe mennesker.

Titler gør os mindre. Det åbner ikke op for muligheder, men begrænser os og kommer os i mindre og mindre kasser. Ligesom diagnosesystemet, religioner og en million andre ting gør. Jeg ved fx. jeg er systemizer med 93% og det kan være en fordel, hvis min adfærd i arbejdsmæssige sammenhænge, er noget jeg ønsker at kloge mig på.

I de fleste tilfælde synes jeg bare en samtale bliver til en kedelig leg, når vi begynder at skulle høre om, hvilken profession en anden har. Jeg vil egentlig bare gerne tale med at andet menneske om interessante ting. Jeg behøver ikke at vide, hvilket job han har, uddannelse eller om han er i et godt forbundet netværk. Jeg er helst fri. Også selvom jobbet er spændende med meget ansvar. Derimod, hvilken musik min næste lytter til, hvad der er drivkraften i hans liv og i hvor høj grad komfortmitet er styrende for de valg han træffer. Se, det holder.

Det gik op for mig, at selv i spirituella-kredse er der en tilsvarende tendens til titel-udredninger. Det er bare andre titler, men der bliver talt, spurgt, målt og vejet. Jeg lukker i som en østers og har slet ikke brug for at fortælle, hvad mine sande evner er eller hvad jeg engang arbejdede med på et kontor. Jeg toner det helt ned, for hvis mine tidligere jobs skal være afgørende for, hvordan en anden person ser på mig, så er jeg slet ikke interesseret i at tale mere med denne person. Og hvis jeg skal sidde og sælge mig selv om, hvilken hardcore seerske jeg er – så er jeg det jo nok ikke i virkeligheden….

Det er på frugten træet skal kendes. Og ikke hvilken frugt vi selv siger vi er ….

Kunne vi ikke bare hilse på et menneske og tale om noget vi oplever sammen. Være tilstede sammen? Tale om emner, som interesserer os. Som gør vi er større når vi går hjem den aften.

Jeg tror ikke ligefrem Yeshua og Magdalenen gik rundt og delte visitkort ud, hvor der stod “Guds søn”, “Healer” eller “Seerske”.